Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tal nu servicefagene op

Anita Bach-Nielsenpensionist, Aalborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

22/8 i JP skriver overlæge Hans Jørgen Kirkeby om servicefagene, at de skal tales op. Jeg kan kun være enig med ham. Da min ægtefælle på 92 år og jeg på 88 år pga. af alder og sygdom er i den gruppe, som får hjælp til personlig pleje, har vi indsigt i, hvordan sådan noget fungerer. Arbejdet udliciteres, og den billigste får det. Det betyder bl.a., at der er mange vikarer.

Mange af hjælperne er dygtige og har stor erfaring, men der er lige så mange, som er fremmedarbejdere, og som har en helt anden opfattelse af at arbejde. Jeg siger ikke, at de er uvenlige, men det, jeg siger, er, at de gør så lidt som muligt. De får den samme betaling, men yder ikke det samme. Ofte får de næste plejere lov at rydde op efter dem.

Sandheden er ilde hørt, men mange af de nye tror, at vi gamle er både fattige og mindre begavede. Jeg er inderligt træt af at lære dem det mest basale om f.eks. hygiejne. Hvad hjælper nye love, når der aldrig bliver tjekket op på, hvordan lovene fungerer?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.