Med mulighed for ændring af juridisk køn stiller vi os på børn og unges side

Vi viser id, når vi henter en pakke på posthuset. Når vi skal til lægen eller tandlægen. Eller når vi skal ud at rejse.

For de fleste af os sker det nærmest hver dag, og vi gør det uden at tænke nærmere over det.

For transkønnede børn og unge, som oplever at have et andet køn end det, de er født med, er det anderledes.

De bliver let sat under mistanke for at lyve eller bruge falsk identitet, og det kan medføre nervøsitet eller ligefrem angst og mistrivsel, hvis deres fysiske fremtoning eller navn ikke stemmer overens med deres køn på sundhedskortet eller i passet.

Derfor foreslår regeringen at give børn og unge mulighed for ændring af juridisk køn efter samme ordning som voksne. Grundlæggende handler det om at kunne ændre de sidste fire cifre af ens personnummer, så det stemmer overens med det køn, man udtrykker og lever som.

Det drejer sig ikke om særligt mange – 0,6 pct. – peger JP’s opinions- og eventredaktør, Palle Weis, på i sit indlæg 26/8. Og Palle Weis mener, at udgangspunktet må […] være, at 99,4 pct. af befolkningen lever i overensstemmelse med deres biologiske køn. Og at juridisk kønsskifte bør være forbudt for børn.

Og Palle Weis har ret så langt, at det ikke drejer sig om mange børn, unge eller voksne, for hvem, det her er relevant.

Men som samfund skal vi tage hensyn til, inkludere og respektere alle – også LGBTI-personer.

Det er selvfølgelig vigtigt, at det sker på en måde, hvor vi balancerer hensynet til en lille gruppe med hensynet til befolkningen generelt, og den måde, vi i øvrigt har indrettet vores samfund på.

Med det her forslag stiller vi os på de transkønnede børn og unges side. Et personnummer kan nemt ændres tilbage, og det påvirker ikke de 99,4 pct. andre, at transkønnede børn og unge får den her mulighed – på lige fod med voksne. Men vi kan se, at det har stor betydning for den enkeltes trivsel, og der er tale om en gruppe, som har det sværere end resten af befolkningen.

Palle Weis mener, at forslaget forstærker en galopperende identitetspolitisk bevægelse, som kun er interesseret i individuelle rettigheder og den sandhed, som den har defineret. Og at man ved at ophøje identitetspolitik til lov selv er med til at undergrave det fællesskab og det borgersind, som et sammenhængende samfund er afhængigt af.

Men for mig som ligestillingsminister er det simpelthen ikke rimeligt, at vi som samfund ikke giver den enkelte mulighed for – også i officielle dokumenter – at være og leve som den, man er.

Det smitter af på mulighederne for og oplevelsen af at blive accepteret i samfundet og påvirker den enkeltes trivsel og livskvalitet.

Det påvirker oplevelsen af at være en del af det fællesskab og sammenhængende samfund, Palle Weis taler om.

De transkønnede børn og unge, som jeg har mødt flere gange, er ikke en del af en større, bevidst identitetspolitisk bevægelse. De er bare børn og unge, der har brug for samfundets accept.

De beder ikke om, at andre børn og unge skal lave noget om for deres skyld. De beder kun om at få lov at være dem, de er.

LGBTI-gruppen udgør kun en lille del af samfundet. Men der er tale om en gruppe, som på mange områder mistrives og er mere udsat end den øvrige befolkning.

Mange oplever diskrimination både på arbejdspladsen og i det offentlig rum. Og mange møder i det daglige store som små udfordringer for at kunne leve det liv, de ønsker.

Initiativet om juridisk kønsændring for børn og unge under 18 år er 1 ud af i alt 10 forslag i et samlet udspil fra regeringen, der skal styrke rettigheder og lige muligheder for LGBTI-personer i Danmark.

Det bringer for alvor Danmark tilbage i front internationalt, når det handler om LGBTI-lovgivning – og vigtigst af alt, så gør vi noget for en gruppe af mennesker, som er en del af vores samfund, og som er et bevis på, at Danmark er et land, hvor alle er lige meget værd, uanset hvem de elsker, uanset deres kropsudtryk og kønsidentitet.