Kære regering: Hvorfor må jeg ikke komme i skole?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Op til 100 mennesker mødes fortsat rundtomkring og fester, barer landet over må holde åbent ud på de sene timer, fitnesscentrene bliver besøgt som aldrig før, og vores yngre søskende genoptager deres normale skolegang i folkeskolen.

Det gør vi ikke. Mine klassekammerater og jeg havde hele ferien igennem glædet os til at kunne begynde en normal hverdag igen – den hverdag, som blev sat på pause, da Mette Frederiksen i marts måned, for over fem måneder siden, lukkede Danmark ned, og den virtuelle virkelighed begyndte. Men sådan skulle det ikke være. I stedet mødte vi mandag den 10. august til en fortsættelse af det forsømte forår, hvor lektionerne i stedet, endnu en gang, skulle foregå hjemme fra sofaen.

Det betød også, at al i forvejen planlagt undervisning skulle omlægges, og ikke mindst at jeg og alle mine medstuderende skulle introduceres til nye fag, nye lærere og nye valghold på Google Meet-skærmen. Vi fik også en ny pige i min klasse, som på ingen måde fik den opstart, som hun havde håbet på. Det havde ingen af os.

Dagen efter udmeldingen om, at alle coronatiltag i Aarhus endnu en gang forlænges, så der ikke er udsigt til andet end virtuel undervisning i endnu 14 dage, er jeg ærgerlig. Lidt sur. Frustreret og uforstående. For hvordan kan det være, at selv om smittetallene i kommunen er faldende, og folk fortsat kan svede og sprede smitte på livet løs i fitnesscentrene, så skal vi stadig blive hjemme?

Jeg savner at være i skole. Jeg savner det sociale i min klasse og fællesskabet på tværs af årgangen. Jeg er ked af, at vores studietur til udlandet er aflyst, og at sold og fredagscaféer har lange udsigter. Jeg savner dynamikken i den fysiske undervisning. For uanset hvor stor en indsats, der bliver gjort fra både lærere og elevers side, så er og bliver det ikke det samme at sidde foran en skærm i otte timer dagligt som at sidde på skolen med sine klassekammerater som motivationsfaktor.

Det er klart, at det er svært for lærerne at tilgodese alle ønsker og behov, når vi elever har forskellige faglige udgangspunkter på et nystartet kemihold eller aldrig nogensinde har hørt om Iliaden eller Odysséen, fordi det er første år med oldtidskundskab. Og som de aarhusianske rektorer torsdag skrev i deres brev til regeringen, så sakker vi allerede nu bagud ift. næste sommers studentereksamen, hvor vi bliver målt og vejet efter nationale standarder.

Kan det virkelig passe, at jeg, bare fordi jeg er gymnasieelev i lige netop Aarhus, skal stilles ringere end mine medstuderende i resten af landet, min lillesøster i folkeskolen eller folk, der dyrker fitness?