Politikerne dømmer Ungarn og Polen. Det er en rystende mangel på respekt for retsstaten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 20 år har jeg kæmpet imod dommere, der optræder som politikere. Desværre ser vi både i EU- og menneskeretten internationale dommere skubbe grænsen for den dømmende magt og dermed presse os folkevalgte længere væk fra den magt, som vælgerne forventer, at vi udøver.

Heldigvis har kampen ikke været forgæves. I dag anerkender den danske regering domstolsaktivismen som et problem, man vil til livs. Og det er godt. Men lige så stort et problem det er, når dommere leger politikere, lige så problematisk er det selvsagt, når politikere leger dommere. Og det er desværre, hvad et flertal i Folketinget gør i relationen til Ungarns Orbán.

Dermed følger Folketinget en tendens fra Europa-Parlamentet, hvor man i flere år har benyttet sine udenrigsresolutioner til at lege dommere over (især) Ungarn og Polen. Gang på gang har man vedtaget resolutioner, som har kritiseret den politiske linje i disse nationalkonservative lande. Dermed har Europa-parlamentarikerne vist en rystende mangel for retsstaten og magtens tredeling – paradoksalt nok samtidig med, at man har anklaget Pis- og Fidezs-partierne for det samme.

Vi politikere er valgt til at føre en sag. Vi er valgt til at være partiske og kæmpe for vore synspunkter. Det er selve embedets pligt. Derimod skal dommere være neutrale. Derfor er det upassende, at politikere dømmer, om et andet land har opført sig mere eller mindre korrekt. Det skal domstole afgøre. Og det må landets vælgere afgøre. De sidste, der kan fælde dom, er os politikere. Og når de 751 MEP’ere på denne måde opløfter sig selv til dommere over indre polske og ungarske forhold, tilsidesætter de ikke bare de retsgarantier, man i en rigtigt retssag ville have haft. De gør også anklagerne til politik.

En af de resolutioner, der i min tid blev vedtaget, beklagede sig over, at »udviklingen i Ungarn i de seneste år har ført til en alvorlig forværring af retsstatsforholdene, demokratiet og de grundlæggende rettigheder, bl.a. med hensyn til ytringsfrihed, akademisk frihed, migranters, asylansøgeres og flygtninges menneskerettigheder, forsamlings- og foreningsfrihed, restriktioner og hindringer for civilsamfundsorganisationers aktiviteter, retten til ligebehandling, rettigheder for personer, der tilhører mindretal, herunder romaer, jøder og LGBTI-personer, sociale rettigheder, landets forfatningsmæssige system, domstolenes og andre institutioners uafhængighed, og mange foruroligende forlydender om korruption og interessekonflikter, som tilsammen kan udgøre en spirende systemisk trussel mod retsstatsprincippet i denne medlemsstat; mener, at Ungarn udgør en prøve for EU, hvor sidstnævnte kan bevise sin evne og vilje til at reagere på trusler og tilsidesættelse af dets egne grundlæggende værdier fra en medlemsstats side; bemærker med bekymring, at udviklingen i visse andre medlemsstater viser foruroligende tegn på en lignende undergravning af retsstatsprincippet som den i Ungarn« (Resolution af 17. maj 2017).

Mon man fik det hele med? Alene den opremsende karakter understreger, at sagen er politisk. I et retssamfund var sagerne blevet indbragt ved domstolene, som sindigt og myndigt kunne afgøre, om Ungarn havde krænket sine forpligtelser. Her ville parterne være blevet hørt og dommerne kunne nøgternt vægte argumenter hver for sig.

Men med EU’s værdier som grundlag og politikere som dommere, er der ikke længere tale om ret – der er tale om politik. Domstol og parlament smelter sammen, og parlamentarikerne føler sig som dommere over historien ret til at sætte ind mod ”fremmedfjendske” regeringer, der krænker »migranters, asylansøgeres og flygtninges menneskerettigheder, foreningsfrihed, retten til uddannelse og akademisk forskning, segregering af romaer i uddannelsessystemet og beskyttelse af gravide kvinder på arbejdspladsen«. Alene ordlyden minder mere om et politisk partsindlæg end om jura. Men i det liberale demokratis smeltedigel gør det næppe nogen forskel.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der foregår i hverken Polen eller Ungarn. Jeg hverken taler eller læser polsk eller ungarsk og kender ikke landenes politisk kultur til at kunne gøre mig til dommer. Beskyldningerne om korruption og kammerateri er bestemt bekymrende. Men i begge lande er den slags selvsagt ulovligt. EU-parlamentarikernes ageren vidner derfor mere om politisk uenighed end om bekymring for reel skævvridning af magten.

For midt i debatten om, hvorvidt Polen og Ungarn nu overholder »EU’s grundlæggende værdier«, er det, som om vi glemmer de centraleuropæiske landes historie, deres modstandskamp imod den kommunistiske besættelse og den arv, som fulgte heraf. En stor del af deres gældende ret er levn fra kommunisttiden, som en fri regering selvsagt har ret til at kæmpe sig fri af. Og når det i flere EU-lande er forbudt at bruge nazistiske flag eller symboler, er det vel også i orden for Ungarn at forbyde partier at kalde sig ”kommunistiske”? Er der den store forskel?

Dansk-ungareren Daniel Fabricius har beskrevet, hvordan man »under kommunismen ændrede forfatningen i Ungarn, således at den var skræddersyet til kommunisterne. Efter Murens fald ville man tro, at denne forfatning blev ændret til at være mere demokratisk. Dette var dog ikke tilfældet.

Fra danske mediers side hører jeg ofte, at ”diktatoriske Orbán” har ændret forfatningen, således at den passer ham, og at dette mere eller mindre destruerer demokratiet i Ungarn – i hvert fald det påståede liberale demokrati.

Men ikke én eneste gang har jeg læst, at det også skal påpeges, at dette er den mest gennemgribende forfatningsændring siden kommunismens fald, hvor man endeligt gjorde op med de tilbageværende stykker«. Strider det mod EU’s værdier at gøre op med en kommunistisk fortid?

Orbán selv har ved flere lejlighed taget bladet fra munden. Forud for EU-Parlamentets afstemning kunne hans regering påpege 37 ”alvorlige fejl” i den rapport, man dog alligevel valgte at vedtage. Jeg kan ikke vurdere, om de 37 tilfælde var hverken fejl eller alvorlige. Det var ikke mit job som parlamentariker. Eller mine kollegaers. For det er slet ikke EU-Parlamentets anliggende at agere dommere.

Ethvert retssamfund vil afvise tanken om at lade folkevalgte parlamentarikere agere dommere. Og lige så lidt jeg skal være dommer i disse sager, lige så meget synes det rigtigt, hvad Orbán selv fremførte umiddelbart før afstemningen i september 2018: »Jeg ved, at I allerede har bestemt jer. Jeg ved, at betænkningen vil blive godkendt, og det, jeg siger i dag, vil ikke få jer til at skifte mening.«

Europa-Parlamentets opførelse er ikke demokratiet eller retsstaten værdig. For hvilken retsstat giver ikke den anklagede mulighed for at forsvare sig?

Desværre har jeg konstateret, at den kedelige praksis fra EU nu også har vundet gehør på Christiansborg. Her mener et flertal af partier nu, at EU skal straffe Orbán økonomisk for hans nødretslov i forbindelse med corona. I den ungarske lov er der nemlig ingen automatisk udløbsdato.

Derimod er det klart i loven, at den kun kan bruges, så længe coronakrisen varer. Bryder den så med fundamentale retsstatsprincipper? Det mener et flertal fra socialisterne til De Konservative at kunne konkludere. Derfor skal Ungarn straffes. Igen er der afsagt dom og udmålt straf, helt uden sagen har været behandlet ved en uafhængig domstol. For Ungarns lov strider nemlig mod ”EU’s værdier”. Og så kan det med retsstat og magtens tredeling åbenbart godt vige …

Det burde vække bekymring for enhver, der ved, hvad retsstat betyder.