Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ingen skal opleve kølig distance

Søren Skjødtformand for FADD

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Under overskriften ”De tvangsfjernede – systemets børn” tager JP’s lederskribent 3/3 fat på det problem, at for mange børn skifter plejefamilie for tit. »”Systemets børn” må angiveligt affinde sig med at være både kastebolde mellem skiftende sagsbehandlere og plejefamilier, som ikke magtede opgaven.«

Enig. Senere i lederen spørger skribenten så polemisk, uden spørgsmålstegn: »Hvilket barn har lyst til eller for den sags skyld godt af kun at være i professionelle hænder. Skåret ind til benet betyder det, at institutionstankegangen flytter ind i familien med al sin bedrevidenhed, systematik og kølige distance til det menneske, som den står over for.«

Lad mig som repræsentant for det specialiserede børn- og ungeområde stilfærdigt spørge: Hvor ved du det fra? Hvad bygger du antagelsen, »hvilket barn har lyst til eller godt af kun at være i professionelle hænder« på? Hvorfra har du din viden om, hvad professionelle hænder er? Og kan?

Hvis du bliver syg – må Gud forbyde det – foretrækker du så ikke at være i professionelle hænder? Vil du ikke være mere tryg ved en veluddannet kirurg, der har prøvet at operere før? Gerne mange gange, ikke? Vil du ikke mere roligt kunne lade dig bedøve, når du ved, at anæstesilægen ved bedre og mere end din sikkert kærlige ægtefælle?

Mon ikke du mener, at systematik, vidensopsamling og erfaringer forbedrer dine muligheder for snarlig raskmelding?

Ingen skal opleve kølig distance. Hverken på hospitalet eller i børneforsorgen. Men hvad får dig til at tro, at udsatte børn og unge møder kølig distance på en institution? Har du set det foregå? Der er al mulig grund til at sammenligne behandlingen af patologiske sygdomme og alvorligt omsorgssvigt. Forudsætningen for veludførte behandlingsforløb er professionalisme – forstået som varme hænder, faglighed, viden, erfaringsopsamlende miljøer … og træning. Spørg evt. din læge eller en pædagog på et behandlingshjem nær dig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.