Appel til menneskers medfødte grådighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP Erhverv i sidste uge udtalte Lars Rebien Sørensen, tidl. direktør for Novo Nordisk, nu formand for NN-Fonden, at »når alt kommer til alt, er forargelsen over direktørlønninger i Danmark begrundet i misundelse.« Det er dog noget af en påstand: Den danske mentalitet er præget af misundelse og smålighed. Lidt senere medgiver han dog, at virksomhedsbestyrelser er »nødt til at overveje, hvilke signaler lønstrukturen sender«, og »derfor tror jeg heller ikke, at de danske direktørlønninger kommer til at ende i nærheden af de amerikanske.«

Så er vi mange danskere, der siger tak for det. Men er dette mon et udtryk for misundelse? Bør man ikke snarere tale om sund fornuft og god dømmekraft? Her i lille Danmark er vi langt fra et samfund, ”hvor få har for meget og færre for lidt”. Uligheden er bare vokset og vokset siden Anden Verdenskrig. Eksorbitante direktørlønninger kan kun accelerere denne udvikling, som medfører, at vi også i Danmark nærmer os en tilstand, hvor 1 pct. velhavere råder over 99 pct. af samfundskagen.

Er dette ønskværdigt, når vi lever på en klode med en hastigt voksende befolkning, som er henvist til at dele en række stærkt begrænsede ressourcer? Er dette holdbart, endsige bæredygtigt, i en tid hvor store dele af menneskeheden er udfordret på sin eksistens? Og er det rimeligt af Rebien Sørensen at omtale høje lønninger og bonusser som »fairnessfaktor«, når man gang på gang hører, at dårlige ledere kan køre virksomheder og banker i sænk, uden at de rammes på pengepungen? Mon ikke det vil være et tegn på rettidig omhu, om det danske erhvervsliv vælger at satse på andre incitamenter for dygtige ledere, som f.eks. Rebien Sørensen selv, end den fantasiløse appel til menneskers medfødte grådighed?