Et fodslæbende og splittet EU har spillet sig selv af banen i det krigshærgede Libyen
Der er ellers åbenlyse europæiske interesser i et stabilt naboland. Både i forhold til migration, energi og terrorbekæmpelse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ni år efter opstanden mod Gaddafi fejede ind over Libyen, er landet stadig plaget af borgerkrig, menneskerettighedsforbrydelser og stormagtsspil. Danmark og EU bør presse de stridende parter for at stoppe de systematiske menneskerettighedskrænkelser.
Efter flere mislykkede forsøg på at forhandle en våbenhvile på plads mellem de stridende parter i Libyen er der ikke meget, der tyder på, at en fredelig løsning er lige på trapperne.
Her ni år efter opstanden mod Gaddafi-regimet er det ellers præcis det, libyerne har brug for: våbenhvile, stabilitet og respekt for menneskerettigheder. I stedet er landet ved at blive revet over af en blodig borgerkrig, og eksperter advarer mod, at landet har kurs mod en ny stedfortræderkrig som i Syrien.
Foreløbigt har Den Europæiske Union kun kunnet enes om at betale og træne den libyske kystvagt til at opspore migranter på Middelhavet og returnere dem til overfyldte libyske fængsler, hvor mange udsættes for afpresning, voldtægt og tortur.
De to rivaliserende parter består af den FN-støttede samlingsregering (GNA) på den ene side og tidligere general Khalifa Haftar og hans ”Libyan National Army” på den anden.
Den tyrkiske præsident Erdogan har efter aftale med regeringen indsat både tyrkiske soldater og syriske lejesoldater på landjorden. I modsatte lejr får general Haftar støtte af den russiske præsident Putin, og tusinder af russiske lejesoldater kæmper på den 75-årige generals side.
USA bakker officielt op om den FN-støttede regering, men Trumps rosende udmeldinger om Haftar har for nylig sået tvivl om retningen.
Særligt i den østlige og sydlige del af landet, der er kontrolleret af Haftars styrker, er tusindvis blevet internt fordrevne, og der er desperat brug for humanitær hjælp, herunder psykosociale indsatser til behandling af traumer fra krig og flugt.
Forvirringen er derfor total, men hvad med EU, kan man så spørge? Tja, borgerkrigen har mest af alt udstillet en fodslæbende og splittet union. Den officielle EU-linje er uklar, men et toneangivende land som Frankrig har meldt åbent ud, at man støtter general Haftar.
At det ikke er lykkedes at samle sig om en linje, kan undre. Dels fordi splittelsen har banet vejen for Tyrkiet og Rusland. Men også på grund af åbenlyse europæiske interesser i et stabilt naboland. Både i forhold til migration, energi og terrorbekæmpelse.
Da Dignity sidst besøgte Libyen for et par år siden, var der allerede dengang tegn på et snarligt kollaps. Situationen var spidset til mellem de rivaliserende militser, og der var forlydender om, at Islamisk Stat på rekordtid havde fået fodfæste i landet.
Regeringen var ude af stand til at sikre stabilitet, økonomisk udvikling og forsvarlige levevilkår. Våbensalget foregik åbenlyst flere steder i gadebilledet, og civilbefolkningen var afhængige af militserne for beskyttelse og adgang til fødevarer. En praksis, som fremmede kriminelle aktiviteter som handel med stoffer, våben og mennesker til Europa.
De libyere, vi i dag er i kontakt med, fortæller, at priserne på dagligvarer og brændsel er eksploderet, og lange køer ved både bagerier, men også tankstationer og trækulsleverandører er hverdag. En sørgelig virkelighed i et ellers ressourcerigt land. Særligt i den østlige og sydlige del af landet, der er kontrolleret af Haftars styrker, er tusindvis blevet internt fordrevne, og der er desperat brug for humanitær hjælp, herunder psykosociale indsatser til behandling af traumer fra krig og flugt. Hjælp, som bliver nødt til at komme fra EU.
Den Europæiske Union har slet ikke råd til at overlade et så strategisk vigtigt naboland til stormagter, som bidrager til at eskalere den militære konflikt. EU’s medlemslande bør derfor skubbe på for, at udenlandske aktører overholder våbenembargoen og for en øjeblikkelig våbenhvile, som FN’s sikkerhedsråd har opfordret til.
Foreløbigt har Den Europæiske Union kun kunnet enes om at betale og træne den libyske kystvagt til at opspore migranter på Middelhavet og returnere dem til overfyldte libyske fængsler, hvor mange udsættes for afpresning, voldtægt og tortur. Mediet Danwatch har i øvrigt tidligere dokumenteret, at Danmark er EU’s tredjestørste sponsor af dette migrantsystem.
Men når EU på den måde har outsourcet håndteringen af de migranter, som blandt andet kommer fra en krig, som vi ikke spiller en mere aktiv rolle i at finde en fælles løsning på, bør vi som minimum kunne øge den humanitære hjælp.
Danmark og EU bør lægge et massivt pres på de stridende parter for at stoppe de systematiske menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur og tilbyde behandling af traumatiserede ofre og yde langt mere resolut og generøs menneskerettighedsstøtte i Libyen. Ellers har EU spillet sig selv fuldstændigt af banen.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.