Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det offentlige skal ind i klimakampen

Den lavest hængende frugt er at stille grønne krav, når det offentlige Danmark køber ind.

Brian Mikkelsenadm. direktør i Dansk Erhverv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Lad ham, som vil bevæge verden, først bevæge sig selv.« Ordene er Platons, og de har overlevet i mere end 2.000 år, fordi de er eviggyldigt sande. Og vi vil bevæge verden. Vi vil forandre verden. Det gælder klimaet, og her skal vi bevæge os selv på netop den rigtige måde, så vi efterfølgende kan bevæge verden. Det er alfa og omega.

I Dansk Erhverv bakker vi op om det store politiske flertal, som ønsker en grøn omstilling for Danmark, der går hånd i hånd med job og fortsat velstand. Derfor er vi også glade for aftalen om den nye klimalov, som er eksplicit om netop de ting. Et andet væsentligt element er ønsket om et globalt udsyn. Samlet set handler det om, at vi i Danmark skal udvikle grønne løsninger, som resten af verden kan bruge.

Klimakampen er global, og klimakampen rækker på tværs af vores samfund. Derfor kræver den, at vi tænker nyt, uanset om det er stat, erhvervsliv eller kommuner.

Vi er desuden sekretariat for fire af de 13 klimapartnerskaber, som er indgået med regeringen. Regeringen er nemlig helt med på, at dansk erhvervsliv har en helt central rolle i den grønne omstilling. Og med klimapartnerskaberne indgår regeringen et tæt samarbejde med erhvervslivet om, hvordan man kan bidrage til at løse klimaudfordringerne.

Virksomhederne Novo Nordisk, Netto, DSV og KMD står i spidsen for samarbejdet, som foregår meget bredt med vores og andre brancheorganisationers medlemmer. Også her pukler vi og medlemmerne over en bred kam for at gøre en forskel. Vi vil identificere de barrierer, som bør fjernes for, at Danmark kan ”gå grønt” og samtidig understøtte velstanden i vores samfund, så vi som land bliver et eksempel til efterlevelse.

I det er vi allerede stødt på en del tiltag og initiativer, hvor der vil være en stor påvirkning af det offentliges klimaaftryk, hvis man griber tingene anderledes eller smartere an.

Der er bare den hage ved det, at den offentlige sektor, som beskæftiger over 30 pct. af de danske lønmodtagere, og – ifølge en analyse fra Concito – står for knap en tredjedel af en almindelig danskers klimabelastning, ikke har et partnerskab. Der mangler altså et forum, hvor der tænkes på langs og på tværs for at gøre en forskel i det offentlige.

Vi opfordrer derfor regeringen til – i samarbejde med KL og Danske Regioner – at sætte gang i et sådant arbejde. For skal vi lykkes med den ambitiøse målsætning om at reducere klimabelastningen, så det gør en forskel globalt og fastholder væksten i samfundet, skal den offentlige sektor selvfølgelig også med på rejsen.

Den lavest hængende frugt er at stille grønne krav, når det offentlige Danmark køber ind. Dermed kan grøn innovation i erhvervslivet komme kommuner, regioner og stat – og ikke mindst klimaet – til gode.

Klimakampen er global, og klimakampen rækker på tværs af vores samfund. Derfor kræver den, at vi tænker nyt, uanset om det er stat, erhvervsliv eller kommuner. Jeg håber, at der bliver sat gang i hjulene internt hos myndighederne. For meget forandring starter med en selv – det gælder også det politiske Danmarks ønske om en grøn omstilling.

Hvis vi, det private og det offentlige, skal bevæge verden, skal vi bevæge os selv.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.