Fortsæt til indhold
Debatindlæg

EU bør sætte visse medlemmer på plads

Cecilie Juel Larsenmedlem af Politisk Udvalg i Europæisk Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

EU skal skride ind over for medlemslande, som ikke formår at leve op til unionens grundværdier – frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og menneskelig værdighed – samt Københavnskriterierne, som er de demokratiske spilleregler, lande skal overholde for at være medlem.

Debatten om nogle medlemslandes manglende overholdelse af EU’s regel- og værdisæt er blusset op igen, efter at dommere fra hele Europa for nylig gik på gaden i Polen for at demonstrere mod den polske regerings retsreformer, som fjerner domstolenes uafhængighed. Polen er dog ikke et enestående tilfælde, da man bl.a. også i Ungarn har været vidne til antidemokratiske reformer de senere år, som udgør klare brud på retsstatsprincippet, menneskerettighederne, ligestilling samt ytringsfrihed.

Hverken den polske eller ungarske regering har vist den mindste interesse for at overholde de fælleseuropæiske demokratiske spilleregler. De ser stort på disse regler og fortsætter med at angribe demokratiet og presse civilsamfundet. Men EU er handlingslammet over for dem.

EU mangler de rette værktøjer til at håndtere sådanne situationer, og det er en hån mod vores europæiske fællesskab, at rådet tilnærmelsesvis ser gennem fingre med Polen og Ungarns brud på regelsættet.

Det europæiske fællesskab er vigtigere end nogensinde før, men dette fællesskab må ikke sættes over styr, fordi nogle medlemslande har svært ved at følge de interne spilleregler. Som europæere har vi krav på handling, så vi kan værne om vores fællesskab og EU’s værdier.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.