Ens regler for lærlinge og elever
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det skal være muligt for lærlinge at arbejde ved siden af deres uddannelser, uden at de mister retten til gratis a-kassemedlemskab. Det kan elever på SU allerede i dag, men reglerne er anderledes for lærlinge. Forskelsbehandlingen skal derfor stoppes, så flere lærlinge får incitament til at tage et fritidsarbejde. Retten til gratis a-kassemedlemskab gavner nemlig ikke bare den enkelte, men også samfundet.
Danmark tørster efter faglært arbejdskraft, og inden for få år vil vi mangle 30.000 faglærte alene i industrien. Derfor bør et samlet Christiansborg fjerne ulogiske regler, der afholder lærlinge fra at tage et ekstra arbejde ud over deres praktikplads. Sagen er nemlig den, at lærlinge ikke kan arbejde ved siden af deres uddannelse, hvis altså de skal fritages for kontingentet til deres a-kasser.
Det er uhensigtsmæssigt. Og sagen bliver kun mere speget af, at de samme regler ikke gælder for elever på SU. De kan nemlig arbejde ved siden af deres uddannelser, uden at det får konsekvenser for a-kassemedlemskabet. Det eneste krav er, at deres samlede indtægter ikke må overstige det maksimale dagpengeniveau.
Reglerne gør derfor forskel på a-kassemedlemmer, der tager en SU-berettiget uddannelse, og a-kassemedlemmer, der tager en uddannelse på elevløn. Mens det maksimale dagpengeniveau ligger på 18.866 kr., ligger den typiske startløn for lærlinge på mellem 9.500 kr. og 12.500 kr. om måneden. Indkomstloftet er med andre ord væsentligt højere for elever end for lærlinge. Det er selvsagt urimeligt. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre regeringen til at ændre reglerne, så elever, lærlinge og voksenlærlinge får samme muligheder for at tage et fritidsarbejde som elever på SU. Det vil nemlig ikke bare være mere retfærdigt, det vil også være til gavn for samfundet.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.