Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Den grønne omstilling har en pris

Paul-Frederik Bachcivilingeniør, Fredericia

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forhold til JPs ihærdige kampagne mod den nye højspændingsledning i Vestjylland var avisens referat af høringen om kabellægning af forbindelsen afdæmpet og konstaterende.

Høringen på Christiansborg 21/11 skulle belyse muligheden for at kabellægge mere end 15 pct. af strækningen. Desuden blev også motiveringen for etablering af både højspændingsledningen og af kablet til England diskuteret. Englandskablet blev oprindeligt præsenteret sammen med en økonomiberegning, hvis positive resultat ved nærmere eftersyn viser sig at bygge på ret usikre indtægter, som først forventes adskillige år efter idriftsættelsen. Desuden viser det sig, at forbindelsen i de første år vil forøge CO2-udledningen ved at transportere strøm fra Tyskland til England, hvorved engelsk forbrug af gas erstattes af tysk forbrug af kul. Disse forhold blev afdækket gennem artiklerne i JP.

Den økonomiske gevinst er formentlig ikke projektets egentlige begrundelse. Det er mere sandsynligt, at det samlede projekt skal sikre en fremtidig dansk mulighed for at udveksle strøm med Norge, England og Tyskland, alt efter hvor det i den givne situation måtte væ-re muligt. Når det er lykkedes at lave aftaler med Norge, England og Tyskland om etablering af en sammenhængende infrastruktur, kan man ikke udsætte en af delene i 10 år uden, at det hele falder fra hinanden. Det har svækket Energinets troværdighed, at man ikke fra starten præsenterede en mere overordnet begrundelse for både udlandsforbindelserne og det interne højspændingsnet. Det har gjort Energinet unødvendigt sårbar over for kampagnen mod højspændingsmasterne i Vestjylland. Her turde de fire indkaldte professorer under høringen imidlertid ikke betvivle, at Energinet med de 15 pct. er nået til grænsen for, hvor langt man kan gå med dagens viden og teknologi uden betydelig risiko for driftsforstyrrelser og materielle ødelæggelser.

Den grønne omstilling har en pris. Det er på tide at få denne pris ordentligt undersøgt og belyst, både for 2030 og for 2050.