Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Wie bitte? Kein Deutsch in Aalborg?

Lasse H. Brunøcand.mag., lektor på Aalborg Katedralskole, ekstern lektor v. Aalborg Universitet, Skørping

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tre forskellige engelskuddannelser, men ingen i tysk – det er snart virkeligheden på Aalborg Universitet, efter at universitetets ledelse forleden besluttede at lukke to tyskuddannelser og en spanskuddannelse. Fra 2020 vil det i Nordjylland ikke være muligt at påbegynde et studium med henblik på at blive tysklærer i gymnasiet eller få en sproglig uddannelse med fokus på handel med det tyske eller spanske marked. Lukningen er blot tre i den efterhånden utallige række af lukninger af sproguddannelser i Danmark, der langsomt, men sikkert, lider sprogdøden.

At man på AAU vælger at have tre engelskuddannelser, men ingen tyskuddannelser, skyldes, at det bedre kan betale sig at have store, brede uddannelser, det, der på ledelsessprog kaldes cash cows, mens man ikke ønsker at prioritere mindre uddannelser, som f.eks. tyskuddannelserne. Det vigtige for AAU’s ledelse er altså, at uddannelsen indadtil er ”økonomisk bæredygtig”, ikke at opfylde samfundets behov. Med blot 3,9 pct. arbejdsløse tyskkandidater er efterspørgslen der. Ekstraregningen for at drive de to tyskuddannelser har i de seneste år været ca. 1 mio. kr. Til sammenligning havde AAU i 2019 et budget på 3.039,8 mio.

Det er på tide, at politikerne træder i karakter og kræver, at universiteterne lever op til deres forpligtigelser med at sikre sproguddannelser i hele landet og samtidigt sørger for den nødvendige finansiering – også af mindre sproguddannelser.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.