Tom snak om en snarlig syndflod

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det hører til de absolutte sjældenheder, at en seriøs avis stiller en hel kronik til rådighed for nedladende og ensidig kritik af en enkelt navngiven forsker. Den ære er nu tilfaldet mig med Sebastian Mernilds kronik den 26/11 i Jyllands-Posten.

Hvis jeg skal skære den ejendommelige debat i Jyllands-Posten ud i pap, så handler den om, at jeg i min kronik (17/10) bl.a. bebrejdede IPCC, at man fravælger de mere end 2.000 århundredlange måleserier af vandstandsdata fra havne over hele kloden og erstatter de seneste 25 år af disse simple og derfor troværdige målinger med langt mere usikre satellitmålinger af oceanernes vandstand.

Det korte af det lange er, at havnemålingerne viser, 1) at havene langs kysterne kun stiger 1,0-1,5 mm om året, 2) at havstigningen gennemsnitligt har svinget i dette interval, siden havnemålingerne begyndte for mere end 200 år siden, og 3) at der ikke er nogen målbar acceleration i nutiden.

Satellitmålingerne påstås derimod at vise, at havene langt fra kysterne stiger hurtigere og hurtigere, og at vandstanden ude midt på oceanerne nu er oppe på en stigningstakt på 4,8 mm om året. Men Mernild giver ingen forklaring på, hvordan dette ”bjerg” af vand ude på oceanerne skulle kunne undgå at flyde ned på kysterne og sætte sig spor i havnemålingerne.

Forklaringen er enkel: Satellitmålingerne er voldsomt fejlbehæftede.

Mernild hævder, at jeg selekterer urimeligt i data og fakta. Som det ses, forholder det sig præcis modsat. IPCC fravælger uønskede data, nemlig de 2.000 dataserier fra alverdens havne, som ikke giver belæg for en ”syndflod”, men som kunne give videnskabeligt sunde tjek af det gigantiske måleproblem, som det er at måle højden af oprørte have med millimeters nøjagtighed fra satellitter i flere hundrede kilometers flyvehøjde.