Nem adgang til ny viden og teknologi afgør, om det er danske virksomheder, der udvikler fremtidens grønne løsninger og arbejdspladser
Der er desværre langt fra forskning til kommercielle gennembrud og dermed udrulningen af grønne bæredygtige produkter på markedet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De massive klimaudfordringer kalder på en hurtig grøn omstilling af det danske samfund og erhvervsliv. Vi skal reducere materiale- og energiforbrug og sætte turbo på genanvendelse. Heldigvis tilbyder forskningen viden og teknologi, der hjælper i omstillingen – og mere lovende forskning er på vej.
Men der er desværre langt fra forskning til kommercielle gennembrud og dermed udrulningen af grønne bæredygtige produkter på markedet. Det er igen og igen dokumenteret, at når det handler om at omsætte forskning til innovation og dermed nye arbejdspladser, halter dansk erhvervsliv efter konkurrenterne. Det gælder især for de små og mellemstore virksomheder.
Mange virksomheder er usikre på, hvordan de griber de nye muligheder – og gør dem til virkelighed. Det er ikke så mærkeligt. Ofte kræver det specialistkompetencer og adgang til virkelighedstro faciliteter, hvor idéer bliver testet og afprøvet på alle ledder og kanter.
Hvis Danmark skal være foran konkurrenterne på den grønne omstilling, kræver det, at vi er i front med attraktive testfaciliteter og forskningsinfrastruktur, der gør det muligt for virksomheder at arbejde med innovation – det kræver investeringer.
De syv danske GTS-institutter (Teknologisk Institut, Force Technology, DHI m.fl.) er sat i verden for at få mere forskning og teknologi i anvendelse i dansk erhvervsliv. Det sker ofte i tæt samspil med universiteter. Det skaber dansk innovation, fastholder vores konkurrenceevne og bidrager til bæredygtig vækst og arbejdspladser. Men der er brug for at gøre mere.
En af de lovende nye teknologier i fremstillingsindustrien er 3D-print i metal. Teknologien gør det muligt at reducere materialespild sammenlignet med traditionel fremstilling. Det skyldes, at man kun bruger den mængde pulver, der skal til for at printe emnet. Designfriheden betyder samtidig, at man kan lave emner med hulrum. Det reducerer materialeforbruget yderligere.
En undersøgelse fra 2018 viser, at kun 3 pct. af virksomhederne er gået i gang med teknologien. Det er for lidt. Derfor har Teknologisk Institut åbnet Danmarks eneste Center for Industriel 3D-print. Det skal gøre det nemmere for dansk erhvervsliv at udnytte potentialet i 3D-print i metal.
Et andet eksempel er et samarbejde mellem Force Technology og DTU. I takt med at stadig større og avancerede konstruktioner som vindmøller finder vej fra tegnebrættet til virkeligheden, er der brug for megatest under realistiske forhold. Desuden har vindmøllebranchen brug for adgang til viden om anvendelse af nye materialer og bedre konstruktioner.
Ved at gå sammen og dele faciliteter og viden får vindmøllebranchen og de mange underleverandører en sammenhængende adgang til unikke kompetencer. Det understøtter, at branchen kan fastholde sin styrkeposition og dermed skabe nye arbejdspladser.
Det er naturligvis ikke billigt at opbygge testfaciliteter i den kaliber. Alene de seneste 5 år har GTS-institutterne på egen hånd investeret 500 mio. kr. i netop testfaciliteter. Men vilkårene for produktion ændrer sig hele tiden. Den hurtige teknologiudvikling og stigende kompleksitet betyder, at institutterne ikke kan løfte opgaven på egen hånd.
Hvis Danmark skal være foran konkurrenterne på den grønne omstilling, kræver det, at vi er i front med attraktive testfaciliteter og forskningsinfrastruktur, der gør det muligt for virksomheder at arbejde med innovation – det kræver investeringer.
I efterårets forhandlinger om forskningsreserven bør politikerne prioritere dette. Nem og hurtig adgang til ny viden og teknologi er helt afgørende for, at det bliver danske virksomheder og deres ansatte, der udvikler fremtidens grønne løsninger og arbejdspladser.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.