Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danmark skal ud af handelskrigen

Henrik Ræder Clausenwebudvikler, medlem af Nye Borgerlige, Brabrand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er grund til bekymring over, at vores nære allierede USA nu har udvidet sin handelskrig til EU og Danmark, sådan som det fremgik af JP Erhverv forleden, ”USA rammer danske pølser, ost og smør med forhøjet told”. Danmark har været en loyal støtte for USA i årtier, i fred og i krig. Derfor er det ekstra skuffende, at USA nu forsøger at skade dansk handel.

I modsætning til udenrigsminister Jeppe Kofoed ser jeg ingen grund til at forhandle med USA om angrebet på dansk eksport. USA har ret til at beskatte sine borgere, som man finder passende, og i sidste ende bliver det de amerikanske forbrugere, der kommer til at betale regningen for de højere toldsatser. Det er ikke Danmarks problem.

En bedre løsning er at lade USA føre den skattepolitik, de finder passende, og i stedet rette opmærksomheden mod andre markeder. Asien har stadig et enormt potentiale, og med det kinesiske projekt ”Ny Silkevej” vil det blive betydeligt nemmere at eksportere mod Øst.

Det betyder også, at det er på tide at træde ud af de mange handelshindringer og sanktioner, EU og USA har indført de seneste år. Hvis Syrien vil købe medicinsk udstyr af os, skal landet naturligvis have lov til det. Ønsker russiske firmaer at købe dansk ost, er det også i orden. Og prøver USA at blokere adgangen til de dollarbaserede betalingssystemer, findes der alternativer.

Frihandel dæmper konflikter, for kun få politikere vil skade lande, der leverer gode varer til deres egne borgere. Danmark har ikke brug for komplicerede internationale konflikter. Vi har brug for ærligt venskab og fri handel med alle nationer. Til gavn for dansk økonomi, danske virksomheder og danske arbejdere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.