Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Venstrefløjen og fagforeningsfriheden

Hans AndersenMF, beskæftigelsesordfører (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den meget omtalte sag i Kastrup Lufthavn løftede låget for en trist kultur, som tilsyneladende hersker på dele af arbejdsmarkedet. Hvor man risikerer at blive udsat for grov chikane og voksenmobning, hvis man vælger en anden fagforening end kollegaerne. Det er ikke i orden. Man skulle måske tro, at venstrefløjen ville råbe højest af alle, når den lille mand på gulvet bliver uretfærdigt behandlet. Men der ikke megen hjælp, endsige sympati, at hente fra de partier, som normalt har travlt med at fremstille sig som uretfærdighedens talerør. Tværtimod. Det er trist at se venstrefløjspolitikere forsvare brugen af hårde metoder, når man står over for en kollega, der ikke ønsker at melde sig ind i en bestemt fagforening. Og det er trist, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udviser en så manglende vilje til at handle.

Ministeren kan simpelthen ikke feje sagen ind under den danske model, uanset hvor ubehagelig den er for 3F. Der er ingen, der har bedt ministeren om at ændre grundloven eller kaste den danske model i Københavns kanaler. Beskæftigelsesministeren kunne derimod passende starte med at igangsætte en undersøgelse af, hvor stort omfanget af denne chikanekultur er.

Det skal retfærdigvis siges, at Peter Hummelgaard har taget afstand til brugen af trusler og chikane, har udtrykt en forventning om, at 3F får ryddet ud i denne type sager, og har indkaldt DA og Fagbevægelsens Hovedorganisation til et møde. Det glæder mig, men det er da også et absolut minimum for, hvad man kunne forvente. Til gengæld ærgrer jeg mig over ministerens tøven. Jeg ærgrer mig over, at ministeren ikke har et eneste svar på, hvad han vil gøre, hvis ikke 3F rydder op i sagerne. Og jeg ærgrer mig over, at ministeren ikke har taget initiativ til at afdække, hvor omfattende trusler, chikane og mobning på baggrund af fagforeningsmedlemskab er på arbejdsmarkedet – for det skylder vi de mennesker, der bliver udsat for den slags.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
3F