Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ny aftale giver ikke det lovede løft til kommunerne

Kære borgere, lad jer ikke narre af regeringens spinmaskine. Besparelser eller højere skatter og gebyrer venter ude i kommunerne.

Andreas Karlsen (K)byrådsmedlem i Ringsted Byråd
Magnus Von Dreiager (K)kommunalbestyrelsesmedlem i Lyngby-Taarbæk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I valgkampen blev der lovet guld og grønne skove. Det var tid til at droppe alle tanker om skattelettelser, for nu skulle velfærden sættes først og have et massivt løft. Arne skulle have ret til en tidligere pension, sygehusene skulle have et massivt løft, og kommunerne skulle have markant flere penge til velfærd og service. Sådan lød det i hvert fald fra mange socialdemokrater undervejs i valgkampen. For nylig er kommuneaftalen så endelig kommet på plads, og regeringen var ikke sen til at kalde det et historisk løft af velfærden. Man kan mene meget om kommuneaftalen, men et historisk løft af velfærd er det ikke.

Regeringen har lagt 1,7 mia. kr. ekstra til servicerammen for kommunerne. Problemet er, at udgifterne til den demografiske udfordring er opgjort til 3 mia. kr. Regeringen har derfor ikke engang afsat penge til at opretholde det nuværende service. Så kære borgere, lad jer ikke narre af regeringens spinmaskine. Der bliver enten besparelser eller højere skatter og gebyrer ude i kommunerne. Mens denne forhandling er stået på, har man holdt mere end 2.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer som gidsler hen over sommerferien. En kommuneaftale, må man forstå på regeringen, kunne først komme på plads et stykke tid efter sommerferien. Den tidligere regering kunne ellers lande en kommuneaftale hen over sommerferien, selv om valget endda faldt senere på det tidspunkt, men det må man åbenbart ikke have ment, at man som ny regering har evnerne til.

Nogle andre, der til gengæld skal vise evner, er de mere end 2.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer, som nu har rekordlidt tid til at lave et budget for deres respektive kommuner rundt omkring i Danmark. I år er de færreste kommuner kommet i gang med de politiske forhandlingerne endnu, fordi kommuneaftalen er kommet så sent. I Lyngby-Taarbæk og Ringsted forventer vi, at en budgetaftale først lander og bliver vedtaget i slutningen af oktober og starten af november. Det er simpelthen ikke holdbart.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.