Inddrivelsen af gæld til det offentlige kommer aldrig til at fungere
Man kan eksempelvis få et brev fra Gældsstyrelsen, som på ni A4-sider beskriver, at man har fået 120 kr. tilbage i skat, men beløbet er blevet modregnet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Åbent brev til den nye skatteminister Morten Bødskøv: Jeg har netop læst, at du meddeler, at der vil gå år, før inddrivelsen af gæld til det offentlige vil komme på plads.
Der må jeg nok desværre skuffe dig – det vil aldrig komme til at fungere, og jeg kan godt fortælle dig hvorfor.
Familiens gamle morbror kan ikke rigtig finde ud af alt det med banker og penge og regninger mere, så jeg har taget over og prøver at få det til at fungere.
Langt de fleste af jeres skyldnere ved ikke, at de har gæld til jer, og de vil allesammen ud af sådan en gæld så hurtigt som muligt, og de eneste, der står i vejen for det, er jer politikere og så de folk, I har ansat og ”leder”.
I hans post lå der et brev fra din gældsstyrelse, hvor de beskrev over ni A4-sider, at han havde fået 120 kr. tilbage fra Skat, men de var desværre blevet brugt til at afdrage på renterne på en gammel regning for en DR-licens på 1.246 kr. fra 1. halvår 2017. Det beløb var med renter blevet til 1.665,72 (15,6 pct. p.a.), men altså nu nedbragt til 1.545,72 kr.
Ud over denne opgørelse, der fyldte under en halv side, bestod de ni A4 sider af beskrivelser af, hvilke paragraffer der tillod din styrelse at fratage denne gamle mand sine 120 kr. samt vejledning til, hvor han kunne klage over forløbet.
Jeg tror, hvis alle andre end dem, du har givet ansvaret i din gældsstyrelse, var blevet betroet opgaven, ville der nok være sneget sig en enkelt linje ind om, hvordan man kunne få gælden ud af verden – f.eks. som en betalingslinje, som alle andre kan finde ud af.
Hvis man i et privat firma var ansvarlig for at sende opgørelser ud til skyldnere uden at tilføje en betalingslinje, ville man i løbet af få sekunder blive nødt til at skulle finde sig et andet job – og det ville nok kun kunne lade sig gøre i Gældsstyrelsen.
Derfor ringende jeg op og ventede og ventede, indtil jeg fik en af dine medarbejdere i røret, og da jeg begyndte på at forklare, øjnede han straks en chance for ikke at løse problemet, da det ikke var morbroderen, der selv ringede.
Jeg skulle selvfølgelig bare have løjet for ham og sagt, at jeg var morbroderen – men det gjorde jeg ikke. På grund af sin tavshedspligt, kunne han desværre ikke fortælle, hvordan vores morbror kunne komme af med sin gæld – ej heller hvor det kunne lade sig gøre.
Din gældsstyrelse fører åbenbart en konto på alle skyldnerne, siden de kan udskrive, hvor meget rente og renters rente de tilskriver. Derfra og til at lave en betalingslinje nederst på skrivelsen er der så kort, at ethvert firma i Danmark ville kunne få det til at fungere inden for en uge – for samtlige skyldnere.
Jeg er glad for, at jeg ikke er øverste chef for den samling inkompetente folk. Din gældsstyrelses eneste opgave er tilsyneladende at opgøre, hvor meget borgernes gæld til det offentlige er steget – og det gør de til perfektion – inddrivelsen kan du derimod se langt efter.
Morbroderens gæld vil stige, indtil jeg får tid til sammen med ham at vente på en ny medarbejder, der garanteret vil finde en ny undskyldning for, at vi ikke kan betale gælden.
Langt de fleste af jeres skyldnere ved ikke, at de har gæld til jer, og de vil allesammen ud af sådan en gæld så hurtigt som muligt, og de eneste, der står i vejen for det, er jer politikere og så de folk, I har ansat og ”leder”.
Læs svaret fra Gældsstyrelsen:
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.