Mine dage som museumsinspektør er talte – staten har været med til at spare mig væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Du kender måske mig fra tv. Jeg var en af de afskedigede, som Nationalmuseets direktør Rane Willerslev græd en tåre over i udsendelsen ”Ranes Museum”.

Min stilling er få dage endnu museumsinspektør/seniorforsker på Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet. Min afskedigelse i oktober 2018 var en konsekvens af museets truende underskud, der blandt andet er en følge af den årlige toprocentsnedskæring i bevillingerne fra staten.

I Danmark findes stillinger inden for møntforskning (numismatik) kun på Nationalmuseet, og efter min afskedigelsen var der kun én seniorforsker og én inspektør til fundbestemmelse tilbage. Samtidig blev det definitivt besluttet ikke at genåbne museets møntudstilling, der var lukket med henblik på nyordning.

Det siges, at man kan effektivisere og organisere sig ud af en toprocentsbesparelse, men for numismatikken isoleret set er det reelt en meget markant nedprioritering af et meget lille og skrøbeligt fagområde foretaget overnight uden nogen form for behovsudredning.

Nedprioriteringen var åbenbart så grel, at den daværende regering og Dansk Folkeparti i finanslov 2019 øremærkede midler til området. Det var et uventet og kærkomment skulderklap. Det har tilladt at opprioritere det nødvendige registreringsarbejde af møntsamlingen i en kortere årrække og desuden – alligevel – at begynde forberedelsen til en ny pengeudstilling.

Det er yderst positivt, men det ændrer ikke ved, at forskningsarbejdet på området stadigt er kraftigt nedprioriteret. Det er meget beklageligt, i lyset af at metaldetektorhobbyen i disse år betyder en eksplosion i antallet af fund, hvoraf mønter udgør en meget stor del.

Det årlige antal af fund er mere end tidoblet på et par årtier. Det er en succeshistorie, hvor Danmark faktisk er i verdensklasse – i ordets egentlige betydning. I mange lande er det nemlig slet og ret forbudt for ikke-fagfolk at gå med metaldetektor, og mange steder er det ikke lykkedes arkæologerne at få et tillidsfuldt forhold til detektorbrugerne, som man har i Danmark.

Det er citizen science, når det er bedst, og det bringer nye brugergrupper ind på museerne.

De mange nye fund åbner helt nye perspektiver på fortiden. Eksempelvis udfordres vort syn på vikingerne. Tidligere kendte vi især skattefund, dvs. passivt ophobede formuer. Vikingen var tilsyneladende en gnier. Men nu afslører detektoren mønter spredt ud over pladserne, der sikkert er tabt enkeltvist under aktiv mønthåndtering.

Mønter, brugt efter deres sølvværdi, cirkulerede faktisk. Vikingen havde spenderbukserne på. Sølv var et vigtigt social bindemiddel til at skabe alliancer og troskabsbånd. Det blev hjembragt fra udlandet ved vikingetogter.

Alt dette skal nu måske ses i et nyt lys. ”Måske”, fordi materialet endnu ikke er undersøgt til bunds. Og til det formål er der netop brug for forskere med tid til at gå i dybden med fundene.

Personligt står jeg nu i det dilemma, som Karsten Boye Rasmussen beskrev i lederen i Forskerforum marts 2019: »Gennem en lang karriere har forskeren specialiseret sig for at nå verdensklasse, men det niveau af ekspertise er ofte ikke efterspurgt uden for universitetet [og museumsverdenen]. Selv forskeren med de højeste kvalifikationer løber individuelt risikoen for helt at miste sit livsgrundlag og sin identitet ved at blive sat ud med beskeden: økonomi og du var den, vi bedst kunne undvære.«

Man får ved jobsamtale at vide, at man er overkvalificeret (og fuld beskæftigelse er ikke noget, vi har hørt meget til i kultursektoren …). Når man er specialiseret i et snævert felt, kan man være nødsaget til at søge til udlandet. En afskedigelse kan således også nærmest være en udvisningsdom – i alt fald hvis man vil vedblive at bidrage til samfundet med det, man er bedst til.

De årligt tilbagevendende toprocentsbesparelser har således konsekvenser ude i virkeligheden både for kulturarven og personligt for de berørte. Er Danmark så fattigt et land, at det er nødvendigt?