Hvorfor skal vi stilles ringere end Norge og Sverige?
De to lande har ingen generationsskifteskat, mens procenten skal tredobles i Danmark – det kan få katastrofale konsekvenser.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En ”flodbølge af generationsskifter”. Sådan beskriver Jyllands-Posten konsekvenserne af Socialdemokratiets trussel om en tredobling af generationsskifteskatten.
Det bør give stof til eftertanke i regeringskontorerne. For hvad var det nu virksomheder, erhvervsorganisationer, revisorer og økonomer advarede imod? Hvorfor var det, at Socialdemokraterna i Sverige omvendt afskaffede generationsskifteskatten i 2005? Og Norge i 2014? Lad mig gentage det her: Tredoblingen af generationsskifteskatten kan få katastrofale konsekvenser. Det vil ramme privatansatte, hvoraf 60 pct. arbejder i netop familievirksomheder. Det vil ramme eksporten, hvor 70 pct. af de eksportaktive virksomheder er familieejede. Det vil ramme industrien, landbruget, håndværksbranchen og andre brancher, hvor familieejerskabet er afgørende.
De bør droppe planerne, før det er for sent – og i stedet se på at afskaffe de sidste 5 pct., der stadig koster arbejdspladser og innovation i hele landet
Vi kender Lego, Danfoss og Jysk, men det vil først og fremmest skade de tusinder af SMV’er, der fra alle egne af landet sælger kvalitetsdimser og geniale løsninger til hele verden.
Når virksomhederne generationsskifter nu, er det ikke på grund af særligt gunstige vilkår. Tværtimod. Generationsskifteskatten gør ondt, når man f.eks. skal sælge ud af virksomhedens produktionsapparater eller optage lån i banken, der betyder, at man må opgive enhver drøm om nye investeringer.
Særligt fordi det sker på grund af en skat, som konkurrenterne i Sverige og Norge er fri for. Det samme er de udenlandske kapitalfonde, der lige nu glæder sig over udsigten til de kommende års skattetvungne brandudsalg af stærke danske virksomheder.
VLAK og DF har ganske vist lempet generationsskifteskatten fra 15 til 6 pct. – og planmæssigt 5 pct. i 2020. Det kom bare først efter, at SR-regeringen i 2015 voldsomt strammede det grundlag, man betaler skatten af. Samlet set beskattes mange virksomheder derfor hårdere med 6 pct. i dag, end de ville være blevet med 15 pct. før 2015.
Når man så alligevel generationsskifter nu, er det, fordi mange ikke har noget valg: De kan acceptere et hårdt slag nu eller lukke/sælge hele virksomheden, når regeringen har tredoblet generationsskifteskatten.
Regeringen beder i Jyllands-Posten virksomhederne om at ”have en smule tålmodighed”, imens de arbejder på ”den konkrete udformning”. Men man forstår godt, hvorfor virksomhederne ikke passivt venter på, at skaden sker.
De har lært af bitter erfaring fra den seneste socialdemokratiske regering, der ud af det blå afskaffede værdiansættelsesregler, der havde fungeret siden 1982. En stramning, der både hævede kapitaldrænet og fjernede virksomhedernes retssikkerhed.
Denne gang har blandt andre Socialdemokratiets tidligere gruppeformand endda i et radiointerview gjort det klart, at tredoblingen direkte har til formål at begrænse familieejerskabet.
Man vil have, at ejerne opgiver livsværket til en erhvervsdrivende fond. Ejeren mister i så fald hele ejerskabet af virksomheden. Virksomheden mister sin handlekraft, og statskassen mister i øvrigt de fremtidige udbytteskatter fra virksomheden. Fondskonstruktionen er oftest en direkte urealistisk løsning for SMV’erne, der ellers er de primære ofre for generationsskifteskatten.
Det er et spørgsmål om tid, før regeringen opdager, at tredoblingen af generationsskifteskatten først og fremmest er en gave til udenlandske kapitalfonde. De bør droppe planerne, før det er for sent – og i stedet se på at afskaffe de sidste 5 pct., der stadig koster arbejdspladser og innovation i hele landet.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.