Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Man skal være på vagt, når ræven tilbyder at vogte gæs. Det ender som regel med dødsfald

Knud Juelprofessor emeritus, København Ø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tobaksindustrien vil gerne bistå med at opnå et røgfrit Danmark. Det skrev Charlie Stjerneklar, kommunikationschef i Philip Morris Danmark, i Jyllands-Posten under titlen ”Et røgfrit Danmark kræver mange forskellige tiltag – der er jo 400.000, som ikke vil have rygestop”.

I modsætning til Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har tobaksindustrien reelle løsninger, som virker i virkelighedens Danmark, skriver Stjerneklar.

»I Danmark er der ifølge Sundhedsstyrelsen ca. 400.000 danske rygere, som ikke ønsker et rygestop,« skriver Stjerneklar. Det tal er vigtigt for Stjerneklar og nævnes fem gange i indlægget.

»Disse mennesker har intet ønske om at stoppe med at ryge,« skriver han. Men det er en ensidig tolkning af Sundhedsstyrelsens datamateriale. Blandt dagligrygerne har 77 pct. forsøgt rygestop mindst en gang, og så nærmer vi os i stedet 200.000 dagligrygere, der aldrig har forsøgt rygestop.

Stjerneklars forslag er at erstatte cigaretter med andre afhængighedsskabende produkter. Men hvordan kan Stjerneklar vide, at disse cigaretrygere er interesseret i at skifte produkt? Det virker mest som et forsøg på at få opbakning til at få flere af tobaksindustriens afhængighedsskabende produkter på markedet.

Stjerneklar foreslår »en national strategi«, der kan udvikle flere af disse produkter. Vi skal »tænke sammen« og »tænke nyt«.

At ”tænke sammen” er imidlertid brud på WHO’s rammekonvention om tobak. Heraf fremgår bl.a., at kontakt til tobaksindustrien skal begrænses til det strengt nødvendige.

Stjerneklar kan dog være i god tro her, idet det tidligere er lykkedes tobaksindustrien at få foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg under daværende formand Liselott Blixt (DF), og de har haft flere møder med daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Tobaksindustriens forslag vil være et brud med konventionerne og medføre flere afhængighedsskabende produkter på markedet.

Man skal være ekstremt på vagt, når tobaksindustrien tilbyder at deltage aktivt i rygeforebyggelsen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.