Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der er nok at tage fat på, hr. transportminister

Store transportpolitiske udfordringer ligger forude, og særligt seks opgaver bør Benny Engelbrecht sætte sig i spidsen for.

Kristian Pihl Lorentzentransportordfører for Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så blev der dannet en ny regering, og jeg ser frem til et godt samarbejde med de nye ministre om at skabe resultater til gavn for befolkningen. Herunder inden for transportområdet, der har meget stor betydning for os alle i hverdagen. I den forbindelse ser jeg frem til et konstruktivt og resultatorienteret samarbejde med den nye transportminister, Benny Engelbrecht.

Køreplanen er et løfte, som danskerne skal kunne stole på. Her gælder det om at holde det store signalprojekt på sporet.

Der er særlig seks udfordringer, som ministeren straks bør sætte sig i spidsen for at løse:

1. At forberede og forhandle en bred politisk aftale om omstilling til grøn transport for de enkelte transportformer. Herunder for personbiler, busser, lastvogne, skibe og fly. Med en teknologineutral og omkostningseffektiv tilgang – og i et tempo, hvor vi ikke får store økonomiske tab for borgerne, erhvervslivet og skatteyderne. Samt i tæt koordination med EU om fælles grænseoverskridende mål.

2. At få lavet en bred aftale om investeringer i den trafikale infrastruktur. Efter mange års massiv investering er der brug for, at der nu lægges tyngde på opgradering af vejnettet med det mål at bekæmpe trængsel og sikre grundlaget for udvikling i alle dele af et sammenhængende Danmark.

Fremtidens grønne personbiler, busser og lastbiler skal have gode og sikre veje at køre på. Biler binder landet sammen til gavn for borgerne og erhvervslivet. Til gengæld forventer jeg, at ministeren en gang for alle skrinlægger den ufinansierede og dyre nye jernbane i Østjylland og en ny jernbanebro over Vejle Fjord. I modsat fald kommer han ud i udsættelse af uhyre vigtige vejprojekter i årevis.

3. At vi får den skrantende og meget dyre jernbanedrift til at fungere bedre med tog til tiden som det klare mål. Køreplanen er et løfte, som danskerne skal kunne stole på. Her gælder det om at holde det store signalprojekt på sporet, ligesom indsættelsen af nye, pålidelige tog til erstatning for IC3 og IC4 bliver helt afgørende frem mod 2030.

4. At vi får den kollektive transport til at spille langt bedre i sammen i hovedstadsområdet og resten af Sjælland. Herunder med automatiseret S-togsdrift. Og så skal vi fremme højklasset grøn busdrift ind og ud af storbyerne fra moderne parkér og rejs-anlæg uden for byen. Der er også brug for bedre planlægning af den kollektive busdrift landet over.

5. At vi giver den gas med fremme af cyklisme landet over. Mange skoleveje er fortsat usikre. Og mange steder kan vi fremme pendling med cykel og cykelturisme med målrettede investeringer af staten og kommunerne.

6. At der kommer mere fokus på trafiksikkerhed med langt færre dræbte og tilskadekomne som mål. Det kræver givetvis styrket politikontrol, så den omsiggribende trafikale egoisme og hensynsløshed holdes i ave.

Jeg ser meget frem til, at vi kommer i arbejdstøjet efter valget, så vi med brede og økonomisk holdbare politiske aftaler når målene om en mere effektiv, en grønnere og en mere sikker transport i Danmark.