Er ironman en forudsætning for et job i toppen af dansk erhvervsliv?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Først var det maraton, så triatlon, og nu er det ironman. Flere og flere chefer skriver ekstremsportsgrene på cv’et, og i dag skal man lede længe efter et portræt i de danske medier af en dansk direktør med helt almindelige fritidsinteresser.

De danske direktører bliver ofte portrætteret som supermennesker, der har flere timer i døgnet end ganske almindelige danskere. De arbejder mange flere timer end alle andre. De bærer et stort ledelsesansvar og skal hurtigt kunne træffe store, vigtige beslutninger. De læser 50 fagbøger om året, og som om det ikke er nok, løber de maraton og dyrker ekstremsport som aldrig før på trods af, at kalenderen allerede er spækket til bristepunktet. Fritidsinteresser, som kræver 20 timers træning om ugen. Der er ikke et eneste tegn på menneskelig svaghed. Alt er lutter idyl og overskud.

Det er svært ikke at beundre disse overmennesker, men behøver billedet at være så karikeret?

Det ville være befriende, hvis flere direktører stod frem og sagde, at han eller hun bruger sin sparsomme fritid med familien. Går tur med hunden. Ser Netflix eller måske spiller tennis en time om ugen eller læser fransk på aftenskole.

Jeg er selv antitesen på den her ironman-type-chef. Jeg er ingen supermand, men en helt almindelig mand med et krævende direktørjob, og jeg kæmper som alle andre med at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg løber ikke maraton eller dyrker triatlon, og jeg vil hellere have dårlig samvittighed over en manglende løbetur end at gå glip af at læse for mine døtre. Min førsteprioritet er min familie, men jeg forsøger også at gøre en forskel i mit lokalmiljø ved at være formand for en skolebestyrelse og hjælpe startup-virksomheder.

Jeg synes i det hele taget, at der en stor styrke i som leder at vise, at man ikke er perfekt. At man er helt almindeligt menneske med udfordringer og hverdagstrummerum ligesom alle andre. Mine medarbejdere kan mærke, når jeg er glad eller ked af det. Som leder skal man turde vise usikkerhed og sårbarhed. Stå ved, at man ikke ved alt.

Det kan være grænseoverskridende og gøre ekstra ondt, når der er ting, som ikke lige går, som man håber på, men det giver så meget mere værdi på den lange bane også at blotte sine svagheder.

I min optik handler ledelse først og fremmest om at skabe resultater. Det kræver, at man som leder formår at motivere og engagere sine medarbejdere, så de ikke bare ser deres job som noget, der hurtigst muligt skal overstås, så de kan komme hjem. Det handler om at give slip på den fulde kontrol og i stedet fokusere på at lede og være nærværende hos medarbejdere og kunder. Lederen, der gemmer sig på hjørnekontoret og kun taler med sine medarbejdere i frokostpausen, går ikke. Hvis du skal have folk til at arbejde for dig, skal de føle, at de er en del af noget, og de skal også mærke og kunne tåle at få at vide, når tingene ikke går, som de skal.

Som chef skal man være klar over, at man er en rollemodel, som medarbejderne spejler sig i og måske ser op til. Så lad os nuancere det perfekte billede af en direktør og vise, at man som jeg sagtens kan være direktør uden at dyrke ironman og bare være en helt normal mand eller kvinde med problemer og fritidsinteresser ligesom alle andre.