Vores samfund skaber for mange børn og unge med stress, angst, uro og lavt selvværd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som pædagog sidder jeg inde med en glæde ved at arbejde i det pædagogiske felt og et stort ønske om at være en stemme i debatten, der siger: Det er vidunderligt at arbejde med børn, der findes masser af måder at opbygge en struktur i vores daginstitutioner, hvori børn kan leve et glædesfyldt og udfoldende børneliv.

Det er min oplevelse, at man, ud over bedre normeringer, med ret enkle greb, med bevidsthed og med den rette inspiration kan skabe rammer for glæde og udvikling, så institutionslivet kan være nærende og udviklende for vores børn, og så der ikke opstår den grad af udbrændthed blandt pædagoger, som vi ser i dag.

Så megen forskning påpeger, hvor vigtigt arbejdet med relationer er i forhold til børns udvikling og empati; hvis et barn føler sig set og passet på, smitter det i relationerne mellem børnene og skaber gode, harmoniske børnegrupper. Vi skal bruge den forskning.

Først og fremmest har det betydning for vores børns udvikling, hvordan vi stiller os til rådighed og møder vores børn, og hvordan vi skaber rammer, der gør vores børn modtagelige for vores pædagogik og læring.

For at dette kan ske, må et barn være trygt. Hvis alarmsystemet er aktiveret, ved vi fra veldokumenteret forskning, at impulserne til indlæringscentret mindskes. Vi ved også, at det mest alarmerende for et barn er adskillelse. Børn er skabt umodne og afhængige af deres nærmeste voksne, deres største sult er at blive næret relationelt, og de har brug for sådanne tilknytningsmåltider mange gange i løbet af en dag.

Hvis vi som pædagoger ikke er nærende for et barn, må det søge denne næring i børnegruppen. Her er det mere risikabelt, hvad det møder: andre umodne børn, der ikke kan nære barnet på samme trygge måde, som en voksen kan. Mere primitive følelser er her i spil. Det er os voksne, der skal stå som karavanefører og se hvert enkelt medlem af flokken. Det er os, der gør forskellen på, om vores børn farer rundt som løsrevne små kloder, eller om de er i kredsløb omkring en sol, der varmer dem og holder dem på rette kurs. Så ved at vise vores børn, at vi holder af dem og er glade for at se dem, altså ved at nære relationen først, kan vi nå ind til dem og få deres opmærksomhed og skabe rammer for sund udvikling.

Det er også vigtigt, at forældre bygger bro til daginstitutionen. De kan allerede hjemmefra, når de som det første har sørget for dagens første ”måltid” af varme og nærvær, begynde at pege barnets opmærksomhed i retning af de voksne i institutionen, som barnet nu skal knytte sig til og finde støtte hos. Hvis ankomsten i institutionen kan rumme et varmt og respektfuldt møde, glæde i blikket og venlighed, bygger det en rigtig fin bro, som barnet kan spadsere over.

Den respons, der kommer fra børnene, når man arbejder med relationen, er uvurderlig i det pædagogiske arbejde. Det er kernen i vores gerning, for i en kærlig og nærværende tilgang til vores børn, får vi den glæde og energi tilbage, som der er brug for, for at være en god pædagog.

I vores tilgang til børn er det vigtigt at forstå, hvad deres læringsramme er. Børn udvikles af leg. Børns naturlige skoling sker i det legende, hvor processerne og ikke resultaterne er centrale. Og for at kunne give sig hen til det legende element, skal der være tid og rum. Når vi er nærværende og legende omkring dem, med sang, humor og fantasi, åbner de sig og kan lære og udvikles. Når vi griber børn i deres rette element – det legende – sker der også det, som den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld siger: at vi bliver uimodståelige. Vi fanger deres opmærksomhed, og de vil følge os.

I dag skaber vores samfundsindretning alt for mange børn og unge med stress, angst, opmærksomhedsforstyrrelser, uro og lavt selvværd. Det er svært ikke at forbinde det med en tidlig barndom præget at adskillelse, store børnegrupper og mangelfuld tilknytning, som ikke giver den nødvendige robusthed, som skal til for at møde de knubs, som livet byder på.

Hvis vi arbejder bevidst på at knytte vores børn til os, får vi, ud over deres kærlighed, deres opmærksomhed og villighed til at følge os. Først da kan vi gøre det, der er vores opgave: hjælpe dem til at forankres i livet og sørge for, at vores samfund ikke mister dets største ressourcer: børn, der modnes og udfolder deres potentiale og bliver til hele mennesker. Det er guldet, vi står med mellem hænderne.