Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

En forlagsdirektørs knæfald

Som direktør på et af landets toneangivende forlag bør man naturligvis have en holdning til alt, hvad der kan betegnes som angreb på kunsten. Den holdning kom da også klart til udtryk, da direktør Morten Hesseldahl, Gyldendal, kommenterede amerikanske forlags brug af såkaldte minoritetskonsulenter, der skal sikre, at bøger ikke krænker.

I JP i marts var Hesseldahl således meget klar i spyttet. Han fandt udviklingen i USA bekymrende som et direkte angreb på kunsten. Et knæfald, kaldte han det. »Vi bruger eksperter, der læser med for at sikre, at fagligheden er i orden, men vi er altid solidariske med forfatterens udtryk,« sagde Morten Hesseldahl dengang. Vi må have courage som forlæggere. Alt andet får enorme konsekvenser. Der er mangel på mod lige nu, tordnede han.

Desværre kom den modige forlægger snart på andre tanker. I midten af maj kom det frem, at Gyldendal præsterede sit eget knæfald for den omsiggribende krænkelseskultur. Det viste sig nemlig, at Gyldendal havde bortcensureret otte rim, der indeholdt ord som ”hottentot” og ”neger” i en ny udgivelse af Halfdan Rasmussens berømte rim for børn.

Siden har forlagets direktør bedyret, at man såmænd stadig kan få de oprindelige udgaver med både negere og hottentotter. Men der er kommet en helt ny udgave af Halfdan Rasmussens berømte børnerim, og i denne udgave har forlaget »ikke medtaget otte digte, som man i redaktionen fandt var meget tidsbundne,« som Hesseldahl forleden skrev i et debatindlæg i JP. Dermed har forlaget skabt en valgmulighed: en gammel udgave med og en ny uden negere og hottentotter. Det virker helt salomonisk, men er naturligvis helt til grin. I betragtning af sagen med den nye udgave af Halfdan Rasmussens rim virker Hesseldahls ord om, at forlaget altid er solidarisk med forfatterens udtryk, en kende højstemt, grænsende til det patetiske.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen