Social dumping skal bekæmpes både fra borgen og fra Bruxelles

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Byggeriet, restaurationsbranchen, it-sektoren og rengøringsbranchen, luftfarten og ikke mindst godstransporten oplever i disse år store problemer med social dumping og unfair konkurrence.

Det er desværre ikke unormalt, at retskafne danske virksomheder må dreje nøglen om og afskedige deres ansatte, fordi de ikke kan og vil konkurrere på unfair vilkår og et ræs mod bunden på løn- og arbejdsvilkår. De fleste husker nok sagen fra Padborg, hvor filippinske chauffører blev groft udnyttet af en dansk vognmand til at køre gods rundt i Danmark under slavelignende forhold.

Eksempler som disse er desværre ikke enkeltstående. Og der er ingen tvivl om, at lønmodtagere og redelige danske virksomheder alt for længe har betalt prisen for en fri bevægelighed, der ikke i tilstrækkelig grad har været ledsaget af ordentlig lovgivning og håndhævelse.

Det hverken kan, skal eller vil vi finde os i. Derfor er der brug for politisk handling – både herhjemme og i EU. For de sidste års lovgivningsarbejde i EU har vist, at løsninger kan findes i fællesskab på europæisk plan.

De, der mener, at løsningen udelukkende skal findes i det danske folketing, tager fejl. For selv om det lyder besnærende, er det ikke en løsning at vende tilbage til 28 forskellige sæt særregler i EU-landene for gods- og vejtransport.

I hvert fald ikke, hvis vi fortsat vil nyde godt af de store fordele, som både virksomheder og lønmodtagere har af, at Danmark er med i det indre marked og frit kan både eksportere og importere varer. Men samtidig er det også klart, at EU bestemt ikke er løsningen på alt.

Vi kan – og skal – gøre meget i Danmark for at bekæmpe sociale dumping. Bl.a. ved at give Skat, Arbejdstilsynet og politiets vejsidekontrol en betydelig saltvandsindsprøjtning og sætte bøderne for regelbrud op.

Men når man har et indre marked med 28 forskellige lande, må man også blive enige om nogle grundlæggende fælles spilleregler. Og her er vi i den forgangne valgperiode nået et pænt stykke.

Bl.a. et nyt udstationeringsdirektiv, der dikterer samme løn for samme arbejde, det samme sted. Det betyder, at udstationerede arbejdstagere skal arbejde på danske overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår.

Vi er tæt på at få vedtaget den såkaldte vejpakke, hvor lastbilchauffører omfattes af udstationeringsdirektivet, når de kører international transport og cabotage, og myndighederne får bedre værktøjer til at kontrollere, om chauffører og vognmænd overholder reglerne.

Et af kompromiserne i vejpakken blev endda kendt som ”det danske kompromis”, som vi – arbejdsgivere, fagbevægelse og politikere – har stået skulder ved skulder for at få igennem, og som endte med at blive et af de vigtigste referencepunkter i forhandlingerne i både parlamentet og ministerrådet.

Samarbejdet mellem os har været afgørende for, at vi har kunne sætte så store aftryk på vejpakken, som vi er lykkedes med.

At vende ryggen til lovgivningsarbejdet i EU hjælper ikke hverken danske chauffører eller danske vognmænd. Det gør derimod konkret handling, bedre, flere og mere effektive kontroller og klare sanktioner mod virksomheder, der spekulerer i social dumping.

Derfor er vi enige om, at et fælleseuropæisk ID-kort for vandrende og udstationerede arbejdstagere og en EU-sortliste over social dumping-virksomheder er gode og nødvendige næste skridt i kampen for lige løn for lige arbejde på samme arbejdsplads.

Vi fortsætter derfor ufortrødent samarbejdet ind i den næste valgperiode, og vi vil appellere til, at alle står sammen for at beskytte den danske model i EU og om at sætte målrettet ind mod unfair konkurrence og ræset mod bunden – både i Danmark og i EU. For lønmodtagerne, for virksomhederne og for sammenhængskraften i EU.