Gyldendals ringe dømmekraft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg blev chokeret og vred, da jeg så, Gyldendal har censureret i Halfdan Rasmussens digte. Halfdan Rasmussens budskab i både hans muntre og alvorlige digte er, at mennesker er forskellige på mange måder, at dette er en rigdom og poesi, og det skal vi nyde sammen. Det kan alle og enhver se og læse ud af hans værker.

Det kræver mere end almindelige læse- og forståelsesproblemer at læse disse digte omvendt – som racistiske eller diskriminerende. Man kunne tro, forlaget har en ledelse som skulle i hjælpeklasse for læsemæssigt udfordrede.

Oven i dette kommer selve det dybt patetiske, følgagtige, skræmte, respektløse og fælt selvafslørende udtryk for formodet politisk korrekthed.

Jeg var så heldig i sin tid at være bekendt med Halfdan Rasmussen og hans familie. Det er godt, han ikke oplever denne idiotiske og vulgære situation.

Hans personlige holdninger var præcis, som han skrev, og han mente dem virkelig alvorligt. Han var en skarp kender og hader af fascisme – og han ville med det samme have genkendt denne censurering som det, den er: litterær fascisme.

Og hvad kommer ellers – bliver hans kærlighedsdigte censureret, fordi én eller anden synes at kunne læse dem så visse andre kunne se dem som sexisme?

Udadtil ville han have reageret med et skævt smil – men jeg kan lide at forestille mig, at han var kommet med et finurligt øjensynligt lystigt, men dræbende tosseri om de tosser, der står bag det her. Det kan jeg desværre ikke levere, men det ser ud til, at Gyldendal selv fint klarer latterliggørelsen.

Jeg benytter Gyldendal-forlagene til at udgive lærebøger, men jeg synes, denne sag er udtryk for så ringe dømmekraft og så betænkelig virkelighedsopfattelse, at jeg ikke er stolt ved at være i lag med firmaet.