Banditter i habitter slipper for billigt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg deler Enhedslistens ønske om, at der skal sættes hårdt ind imod økonomisk kriminalitet og hvidvask, som lænser fælleskassen og almindelige menneskers økonomi. Og det er oplagt, at grove tilfælde af kalkuleret samfundsskadelig økonomisk kriminalitet kalder på endog særdeles hårde fængselsstraffe.
Men på samme måde som en forhærdet rocker nok er ret ligeglad med, om straffen for at sælge narkotika er seks eller otte år, så er banditter i habitter nok også ligeglade med, om det giver fire eller seks år i brummen at svindle for milliarder.
Ifølge artikelserien ”Grand Theft Europe” i Jyllands-Posten og Finans har adskillige stråmandsdirektører oprettet svindelselskaber på byggetomter og andre mærkelige adresser for at lænse fælleskassen i den såkaldte momskarrusel. Og vi ved alle, hvor lang tid der gik, fra Danske Banks tidligere topchef, Thomas Borgen, frikendte sig selv for ethvert ansvar, til bagmandspolitiet rejste sigtelser og ransagede hans og en række øvrige involveredes hjem: alt for længe.
Det, som derfor bekymrer mig mest, er, at der tilsyneladende ikke bliver dæmmet effektivt op for den momssvindel, som ifølge eksperter forventes at lænse fælleskassen for mere end 5 mia. kr. bare i år. Og det gør mig ærligt talt temmelig ærgerlig, at vi endnu ikke har set en oprustning af bagmandspolitiet, som kan gøre det i stand til at behandle de anmeldelser, som bankerne foretager vedrørende mistænkelig økonomisk adfærd. Så når der nu også står i Enhedslistens program, at »der er (…) brug for, at bagmandspolitiet og skattemyndighederne får flere ressourcer«, – hvorfor er det så ikke det, vi bruger tiden på at snakke om?
Banditter i habitter, som stjæler fra fælleskassen og medvirker til samfundsskadelig virksomhed som hvidvask, skal selvfølgelig fanges og stilles til regnskab. Men det forudsætter, at Skat og politiet tilføres nødvendige og tiltrængte ressourcer.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.