En snylter på arbejdsmarkedet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Formanden for Kristelig Fagforening (Krifa), Søren Fibiger Olesen, anbefalede forleden, at der indføres lovfastsatte rettigheder og branchebestemte mindstelønninger inspireret af statsministerens opslag på Facebook om samme emne.
Søren Fibiger Olesen sætter Kristelig Fagforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidl. LO) i samme båd og konstaterer, at organisationerne ikke har formået at overenskomstdække det danske arbejdsmarked, hvilket er årsagen til behovet for lovgivning.
Lad os lige slå en ting fast: Krifa har i sin levetid aldrig bidraget positivt til den danske model, tværtimod. Vi trækker derfor ikke på samme hammel. Krifa har kun indgået små og ubetydelige overenskomstaftaler. Der kan derfor sættes spørgsmålstegn ved, om Kristelig Fagforening kan betegnes som en fagforening.
I arbejdsretlig forstand er det en forudsætning, at man indgår og vedligeholder kollektive overenskomster med en arbejdsgiverpart – det gør Krifa stort set ikke mere. Tidligere havde organisationen en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening, den lever i dag med samme ringe indhold under Det Faglige Hus.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (HO) har sikret, at ca. fire af fem lønmodtagere er dækket af en overenskomst, alene 3F har mere end 135 hovedoverenskomster og viser derved, at man lever op til sin opgave om at organisere arbejdsmarkedet.
Jeg forstår til fulde Fibiger Olesens ønsker om lovgivning om mindstelønninger, for det er den eneste måde, hans organisation har mulighed for at markere sig på det danske arbejdsmarked.
Krifa har og vil aldrig bidrage til noget positivt for danske lønmodtagere. Organisationen, som på udemokratisk vis kun tillader valg til deres besluttende organer for personer, som bekender sig til Bibelen, er skabt på et fundament, som har til hensigt at skabe splid blandt lønmodtagerne.
Krifa er som mistelten – umiddelbart en uskyldig og ren plante at se på, men i virkeligheden en snylter, som lever på og af andre planter, hvor den suger gødningen ud af de raske træer uden selv at bidrage. Den er i øvrigt også giftig.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.