Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Køerne bøvser jo metan

Svend Fonslevpens. praktiserende læge, Brovst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi skal jo passe på klimaet, så vi spiser naturligvis ikke oksekød. Køer bøvser metan og CO2, så vi kan ikke spise oksekød. Dansk landbrug meddeler godt nok, at der ikke slagtes flere køer, end hvad der er nødvendigt for at opretholde mælkeproduktionen, så slagtningerne er nødvendige. Nå, skidt med fakta, oksekød er ikke en mulighed.

Men vi skal naturligvis en tur til Thailand og få sol på maven. Det er da en menneskeret. Familie på fire tur-retur med fly til Thailand CO2-forurener mere, end hvad der svarer til opvarmning af et enfamiliehus i et år. Men hvad, vi skal jo leve. Der er også problemer med at køre bil, det kan vi ikke undvære. Bare vi kører på el; det er jo CO2-frit. Nej.

Mere end 50 pct. af den strøm, der kommer ud af stikkontakten, er dog sort strøm produceret på kul i Danmark og brunkul i Tyskland. Transporten af el er energikrævende, og opladningen af batteriet i bilen udløser varme og er energikrævende. Der er godt nok vindmøllestrøm, men vinden blæser, som vinden blæser, og iblandt blæser den slet ikke. Det er nok mere CO2-rigtigt at køre i en moderne bil med en højenergieffektiv benzinmotor, men det lyder jo ikke så smart.

Globaliseringen er også en stor CO2-synder. Varer fragtes, især med skib, på kryds og tværs for at spare minimale beløb. Kolossale mængder fragt på CO2-forurenende skibe for at score en økonomisk gevinst. Kartofler fra Sydafrika, der inkl. fragt er 10 øre billigere pr. kilo end lokale kartofler. Vi fragter straks utallige tons til Danmark. CO2 bolmer ud af skibene.

Det er ikke nemt, men globalisering er en hellig ko, der ikke må slagtes. Ja, og så skal vi jo lige have billige tilbud på nettet fra Kina. De fragtes normalt med fly til Europa under udvikling af store mængder CO2. Men altså tilbud på nettet må man jo bruge. Livet er ikke nemt. Vi er nogle store klimasyndere, men oksekød, det spiser vi ikke. Køerne bøvser jo metan.