Markedet og individet løser ikke klimakrisen. Det gør den stærke stat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rækken af dårlige nyheder er forfærdende og spænder fra endeløse rækker af varmerekorder til vedvarende voldsommere og mere hyppige naturkatastrofer. Mindst lige så forfærdende er den politiske inerti, som gennemsyrer de folkevalgte forsamlinger både herhjemme og i resten af verden. Nuvel, de store løfter og flotte ord er kommet på banen i takt med, at klimapolitikken fylder mere hos vælgerne, men manglen på reel handling skriger til himlen.

Heldigvis vokser kravet om handling blandt borgerne. Meget tyder på, at klima bliver et af de vigtigste emner ved det kommende folketingsvalg.

Ser man på det politiske spektrum herhjemme, dominerer to tilgange til, hvordan klimaudfordringen håndteres. Den liberale tilgang, der fodslæbende påpeger, at markedet og dermed de frie markedskræfter vil tage sig af problemet, når det bliver alvorligt nok. Og den individualistiske tilgang, der forsøger at shame de enkelte borgere til at implementere kødfrie dage og droppe alle flyrejser. Der er selvfølgelig også en gruppe politikere, som sætter relativt ambitiøse delmål og har en erkendelse af, at staten må blande sig i større grad. De fleste af disse er dog præget af en frygt for at svække Danmarks konkurrenceevne eller for at bidrage til en endnu større ulighed i samfundet.

Ingen af delene er godt nok. Der er behov for at implementere en kollektivistisk og mainstream tilgang, hvor klimapolitik tænkes ind i alle politikområder og bliver det altoverskyggende kompas for den måde, vores samfund er indrettet på. Men først er det tid til at rydde de to helt store misforståelser af vejen: Hverken markedet eller individet kan løse klimakrisen!

Global opvarmning er, hvad der klart kan betegnes som en markedsfejl. Markedsfejl er i sagens natur betydelige uhensigtsmæssigheder, som markedet ikke selv formår at håndtere, og som kræver statslig indblanding. Som tidligere klimaminister og klimakommissær Connie Hedegaard påpegede i et indlæg i Berlingske i efteråret, så er det ufatteligt, at den borgerlige regering mener, at seriøs klimapolitik er venstreorienteret politik.

Hvorfor ikke gøre Danmark til verdensmester i klimaløsningerne og bæredygtighed med massive investeringer i grøn forskning og målrettet og effektiv klimaregulering?

Men lige så slemt bliver det, når venstreorienterede partier med Alternativet i spidsen skaber kollektiv klimaangst og monotont prædiker om, hvordan man som enkeltperson er nødt til at tage ansvar for at redde kloden og en masse nuttede dyr. Hvornår har det nogensinde været venstreorienteret politik at lægge ansvaret hos individer frem for at lade forandring blive drevet af det stærke fællesskab og med kollektive beslutninger som udgangspunktet?

Det skal være slut med at kunne fravælge klimavenlige løsninger. Startende fra i dag bør staten i langt større grad på den allermest beskidte, formynderiske måde afskære borgerne fra en lang række valg, som vi tydeligvis ikke er i stand til at træffe som enkeltindivider.

Selvfølgelig kan staten med målrettede investeringer og regulering fremelske en bugnende og konkurrencedygtig grøn industri.

Og selvfølgelig kan staten gennem skatter, afgifter og forbud tvinge forbrugerne til at vælge de bæredygtige varer. Staten kan per definition gøre, hvad den vil.

Men det er værd at huske på, at staten er en manifestation af fællesskabets ønsker. Og der er mere end nogensinde brug for, at staten former markedskræfter og forbrugsmønstre i en grøn og bæredygtig retning.

Når eftertanken kommer i hu, ved vi godt, at det er, hvad der skal til.

Alt dette efterlader to lysende pointer. For det første betyder det meget mere at stemme på de rigtige politikere end at gå i en økologisk undertrøje.

For det andet så skal de danske politikere oppe sig og turde træffe de valg, som for alvor gør en forskel.

Vi kan ikke vente på markedsudviklingen eller skubbe ansvaret over på den enkelte borger.