Regionsklinikker undergraver almen praksis

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2013 fik regionerne mulighed for at drive lægehuse, de såkaldte regionsklinikker. Den indlysende årsag var mangel på praktiserende læger i landets yderområder.

Jeg tror, man dengang tænkte, at det ikke ville være noget problem at drive dem lige så billigt som de praktiserende læger. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det er rigtig dyrt at drive disse klinikker. Betydeligt dyrere end de 1.405 kroner pr. patient pr. år som almen praksis koster. Så dyrt, at regionerne breder et tågeslør ud over udgifterne, så de er svære at beregne.

Regionsklinikker har siden 2013 bredt sig som en steppebrand over hele landet. Selv i København og på Frederiksberg er der åbnet regionsklinikker. I de forløbne år har jeg set flere af mine kolleger afhænde deres praksis for at tage ansættelse i en regionsklinik. Det er måske ikke så mærkeligt. De får en højere indtægt end før, selv om de helt slipper for personaleansvar og logistik og kan sige op med en måneds varsel.

Andre tilbud er deltid, hjælp til at ægtefællen kan finde arbejde, nye lokaler, fri i sommerferien, hjælp til at finde bolig og sågar tid og økonomi til forskning.

Når praktiserende læger i yderområder med dårlig lægedækning beder regionen om støtte til individuelle løsninger på lægemanglen, f.eks. med ansættelse af en ekstra sygeplejerske, vender regionerne tommelfingeren nedad. Men når samme region i stedet åbner en regionsklinik med ansatte læger, kan de altså tilbyde særdeles attraktive vilkår.

Og således dræner regionsklinikkerne lige så stille Danmark for praktiserende læger. Det er skatteborgerne, der betaler prisen. Til gengæld får de en klinik, hvor lægerne jævnligt udskiftes, så kontinuiteten forsvinder. Samtidig forværres lægemanglen, fordi der passes færre patienter pr. læge i regionsklinikkerne end hos os andre almindelige praktiserende læger.

Spørgsmålet er derfor: Vil politikerne hellere have et dyrere nært sundhedsvæsen med dårligere kontinuitet for patienterne? Vil politikerne ødelægge et velfungerende system, der berømmes verden over som et af de bedste og billigste primære lægetilbud?

Eller vil politikerne sammen med lokale praktiserende læger finde gode, individuelle løsninger, der opretholder kapaciteten i almen praksis i de ca. seks år, der går, indtil lægemanglen er overstået.