Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Befolkningstilvækst mangler i klimadebatten

Bent Skovlund Adriansencand.negot., selvstændig, Svendborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Uanset politisk ståsted synes klimadebatten ensidigt at dreje sig om, hvordan vi som nation eller individuelle borgere kan reducere vores CO2-forbrug. Således er der for tiden rigtig megen fokus på udfasningen af benzin- og dieselbiler, ligesom mange også taler om, at vi hver især bør begrænse antallet af flyrejser. Der synes også at være enighed om, at Danmark ikke kan løse udfordringerne med klimaet alene, men at det er en global opgave at sænke CO2-udslippet. Dette er alt sammen fint nok, men man bør med rette spørge sig selv om, hvad det hele nytter, hvis ingen tør tale om, endsige gøre noget ved det altoverskyggende problem, nemlig den globale befolkningstilvækst. Hvad nytter det, om vi her i Europa eksempelvis over de næste 30-40 år måtte være så dygtige, at vi kunne reducere CO2-udslippet med 50 pct., hvis der navnlig i Asien og Afrika fortsat skulle være den samme befolkningsvækst som hidtil. Når man tænker på, at befolkningerne i disse lande, helt legitimt, stræber efter at komme op på samme levestandard, som vi har i den vestlige verden, er det så overhovedet realistisk at tro, at også disse lande på nogen måde skulle kunne reducere deres CO2-udledninger? Næppe.

Om det så er politisk korrekthed eller angst for at lægge sig ud med den katolske kirke eller andre religioner ved at begynde at tale om prævention eller blot befolkningsproblemet som helhed, skal jeg lade være usagt. Men én ting er helt sikkert. Får vi ikke styr på befolkningsvæksten i den tredje verden, så vil det aldrig lykkes os at løse de globale klimaproblemer.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.