Stigende ulighed truer fattigdomsbekæmpelsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig slog en rapport fra Oxfam fast, at verdens formuer bliver stadigt skævere fordelt, og at 26 mennesker nu ejer det samme, som andre 3,8 milliarder må deles om. Det gør åbenbart ondt at høre for Otto Brøns-Petersen fra den liberale tænketank Cepos.

Her i avisen forsvarede han forleden ulighedens lyksaligheder. Godt nok hylder Brøns det faktum, at der bliver færre fattige i verden. Men han kalder det også misvisende, når Oxfam slår fast, at uligheden stiger og truer med at ødelægge alt det, vi har opnået.

Jeg glæder mig over, at vi er enige om, at ingen mennesker bør leve i fattigdom. Jeg glæder mig dog endnu mere over, at ulighedsfornægterne fra Cepos og omegn efterhånden udgør et mindretal med deres overbevisning om, at ulighed ikke er et problem.

Globale økonomiske institutioner som Verdensbanken og IMF har fastslået, at det at samle indtægter og formuer i toppen af samfundet udfordrer sammenhængskraften og svækker den økonomiske vækst.

Topfolk fra erhvervslivet slår til lyd for, at der skal gøres mere for at modvirke den ekstreme ulighed. I Danmark gælder det Ørsteds Henrik Poulsen, ISS’ Jeff Gravenhorst og A.P. Møller-Mærsks Jim Hagemann Snabe.

Det må stå for Cepos’ egen regning, at de stædigt fornægter, at ulighed er et problem. At de ikke mener, at de økonomiske gevinster skal fordeles bedre. Men det er useriøst, når Cepos gang på gang går efter manden i stedet for bolden og ensidigt forsøger at bringe budbringeren i miskredit.

Otto Brøns-Petersen kritiserer, at man i Oxfams opgørelser ser på nettoformuer. For så tæller man med blandt verdens fattigste, hvis man har større gæld, end man har aktiver. Det gælder for millioner af ghanesere, bolivianere og indere, som har lånt til såsæd, skolepenge, mad og medicin. Men – og det er anken – det gælder også danske studerende med studielån.

Nettoformuer er den gængse måde at opgøre formuer på, og tallene kommer fra den anerkendte storbank Credit Suisse. Fire af fem af de 3,8 milliarder mennesker med mindst formue bor i øvrigt i Afrika og Asien. Gældsatte i rige lande, som danske studerende, har en meget lille indflydelse på det samlede regnestykke.

Regnemetoden holder vand, og konklusionen er fortsat, at vi – desværre – bor i en verden, hvor alt for mange er fattige, mens andre ophober formuer så store, at de, som Amazons Jeff Bezos siger, »dårligt ved, hvad de skal bruge dem på«.

En verden, hvor uligheden i sig selv er blevet en hindring for, at mennesker kan løfte sig ud af fattigdom. Det er vi nogle, der gerne vil lave om.