Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Vi ved tæt på intet om, hvad der er vigtigt for børn med handicap

I Danmark har vi ingen statistisk viden om børn med handicap. De er simpelthen usynlige i disse statistikker.

Artiklens øverste billede
Retfærdigheden i et samfund må som minimum måles på dets evne til at overholde de konventioner, som staten har tiltrådt., bl.a. Børne- og Handicapkonventionen. Arkivfoto: Emil Ryge Christoffersen

Børne- og Socialministeriet har offentliggjort “Socialpolitisk Redegørelse 2018”, men igen i år fremgår gruppen af børn med handicap ikke af redegørelsen.

En socialpolitisk redegørelse bliver udgivet hvert år og her kortlægges og analyseres den viden, som bliver indsamlet af landets kommuner om samfundets generelle socialpolitiske indsats. Men i Danmark har vi ingen statistisk viden om børn med handicap. De er simpelthen usynlige i disse statistikker.

I redegørelsen fremgår det, »at det ikke er muligt at få et dækkende billede af, hvor mange og hvem der er i målgruppen, samt at vurdere effekten af indsatser målrettet børn med handicap«.

Det betyder, at datagrundlaget er så dårligt, at det ikke kan anvendes til analyseformål og er med andre ord mere eller mindre ubrugeligt. I det følgende vil vi uddybe, hvorfor det er et problem, at der mangler statistisk viden om børn med handicap.

Ser vi f.eks. på den hjælp og støtte, som ydes af landets kommuner, er der mellem 2014-2017 blevet omgjort 3.877 klagesager på børnehandicapområdet. Det betyder, at der er et stort antal af børn og deres familier, der ikke har fået rettidig hjælp og støtte.

For det første skaber statistisk viden forudsætningen for, at socialpolitiske og samfundsøkonomiske prioriteringer bliver foretaget på et oplyst grundlag. Det er selvsagt umuligt at prioritere økonomisk og socialfagligt, når der ikke foreligger tilgængelig viden om gruppen.

Helt lavpraktisk giver det mening, at vi som samfund ved, hvor mange børn gruppen tæller, hvilke indsatser de får, og om disse indsatser virker. På nuværende tidspunkt er børn med handicap usynliggjort, og det er ikke muligt at afdække, hvorvidt nedskæringer eller omorganiseringer forringer deres levevilkår, ligesom vi heller ikke ved, om den offentlige hjælp og støtte virker efter hensigten.

For det andet kan regeringen ikke dokumentere, om børne- og handicapkonventionen overholdes. Retfærdigheden i et samfund må som minimum måles på dets evne til at overholde de konventioner, som staten har tiltrådt.

Derfor bør handicappolitikken også gennemføre de praktiske foranstaltninger, som virkeliggør og dokumenterer, om børn med handicap har et godt liv, eller om der i fremtiden skal iværksættes initiativer. Ser vi f.eks. på den hjælp og støtte, som ydes af landets kommuner, er der mellem 2014-2017 blevet omgjort 3.877 klagesager på børnehandicapområdet.

Det betyder, at der er et stort antal af børn og deres familier, der ikke har fået rettidig hjælp og støtte, ligesom de er den gruppe på socialområdet, der oftest må gå klagevejen. Børn med handicap har derfor udsigten til et liv, som de fleste mennesker ikke har – alligevel eksisterer der begrænset viden om gruppen.

Dette gælder ikke kun statistisk viden. Generelt er der begrænset forskning om børn med handicap – særligt når det kommer til forskning med afsæt i børns eget perspektiv, hvor deres erfaringer, følelser og ønsker bliver synlige for det omkringliggende samfund, der netop er med til at forme og organisere den hjælp og støtte, som børnene og deres familier modtager.

Vi ved tæt på intet om, hvad der er vigtigt for børn med handicap, hvilke udfordringer de slås med til hverdag, og hvordan vi ifølge børnene selv kan forbedre deres liv, f.eks. i relation til inklusion i skole- og uddannelsessystemet, sports- og fritidsaktiviteter samt ved relationer til jævnaldrende, familie eller personlige assistenter.

Danmark er umiddelbart det land i hele Skandinavien, hvor der forskes mindst om børn med handicap – og med mindst viden om børnenes oplevelser, erfaringer og perspektiver. Det vidner om en generel negligering af gruppen på mange forskellige niveauer, hvilket er med til at fastholde dens usynlige position i samfundet.

Disse problemer kalder på langsigtede initiativer, der skaber et pålideligt datagrundlag, og som fremadrettet sikrer mere og bedre viden om, hvilket liv gruppen lever, og hvordan vi som samfund kan være med til at understøtte, at dette liv bliver godt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.