Fortsæt til indhold
Aarhus

Kommunen erkender fejl i behandlingen af børn med handicap

Med bl.a. efteruddannelse, bedre rådgivning og kommunikation vil Aarhus Kommune styrke indsatsen for børn med handicap. Kommunens tiltag er ikke nok, mener forældregruppe.

Der har ikke været et godt nok blik for familiernes samlede situation, når Aarhus Kommune har vurderet, hvorvidt og hvordan børn med handicap skal have hjælp. Samtidig er der i flere sager fundet faktuelle fejl i sagsbehandlingen. Til sammen har forholdene haft negativ betydning for de berørte familier.

Konklusionerne finder man i et notat fra kommunens socialforvaltning til medlemmerne i social- og beskæftigelsesudvalget. Notatet og 37 siders tilhørende bilag følger op på en gennemgang af 15 handicapsager af et eksternt revisionsfirma og kommunen, samt en række møder mellem forældrerepræsentanter, socialforvaltningen og kommunens handicapcenter for børn (HCB).

Fremover skal det helt undgås, at handicapramte familier får stress i mødet med kommunen.
Dialoggruppen - børn med handicap

»Et gennemgående træk i de udvalgte sager er, at forældrene ikke føler sig hørt, og at mange forældre føler, at det er en opslidende kamp med kommunen at få den støtte, de har behov for og som i mange tilfælde også er et retskrav. Socialforvaltningen har igennem hele forløbet anerkendt disse oplevelser og beklaget over for de enkelte familier,« skriver socialforvaltningen.

Stress og mistrivsel

For at rette op på kommunens haltende handicapindsats har socialforvaltningen igangsat en række tiltag.

Bl.a. skal alle medarbejdere i HCB igennem et forløb for at blive bedre til at kommunikere og sikre et mere helhedsorienteret fokus på familiernes samlede situation. Forvaltningen vil også sørge for, at familier fremadrettet ikke får en koordinerende rolle, når forskellige kommunale afdelinger skal samarbejde om hjælpen til samme barn med handicap. Desuden skal det gøres lettere at ansøge om at træne et handicappede barn i hjemmet, ligesom der nedsættes en gruppe, som skal sikre, at forældre forstår årsagen, når deres barn får afslag på at blive tilknyttet HCB.

Initiativerne udspringer af, at en række forældre, samlet i Dialoggruppen – børn med handicap, i februar sendte et brev til byrådets medlemmer med heftig kritik af Aarhus Kommunes sagsbehandling og indsats på handicapområdet. Som tidligere beskrevet i JP Aarhus havde flere handicaporganisationer underskrevet brevet, hvortil der var vedlagt 19 beskrivelser af konkrete sager, hvor forældre følte sig dårligt eller forkert behandlet af kommunen.

Kritikken gik bl.a. på, at retssikkerheden ikke blev overholdt i familiernes sager, og at lange sagsforløb med overskridelser af tidsfrister og mangel på kommunikation skabte stress og mistrivsel hos familierne.

Flere penge er nødvendigt

Dialoggruppen – børn med handicap har fungeret som forældrerepræsentant i de efterfølgende møder med kommunen. I et separat notat til social- og beskæftigelsesudvalget kritiserer gruppen socialforvaltningen for ikke at gøre nok for at sikre en bedre handicapindsats.

Dialoggruppen foreslår yderligere otte tiltag. Heriblandt at udvælge et større antal sager til ekstern revision, og at lægefaglige diagnoser skal vægte langt højere i sagsbehandlingen end i dag. Desuden ønsker gruppen, at der etableres et samarbejde med beskæftigelsesforvaltningen for styrke udsatte forældres tilknytning til arbejdsmarkedet, og at kommunen sikrer, at tidsfrister overholdes.

»Fremover skal det helt undgås, at handicapramte familier får stress i mødet med kommunen,« skriver dialoggruppen og peger på, at der skal afsættes flere penge, hvis handicapindsatsen for alvor skal ændres.