Vi må droppe den åbenlyse livsløgn, at mennesket bare er godt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden den tyske filosof Nietzsche forkyndte Guds død og derfor mente, man skulle opbygge et nyt sæt af værdier, har der været stor forvirring. Antagelsen var, at nu hvor hele kirkens system røg ud, startede man forfra. Det forudsætter naturligvis, at det kirkelige og det almenmenneskelige kan adskilles, og at det kristne tankesæt fungerer som en slags ”ram”, man kan udskifte, forstørre eller forbedre.

Imidlertid er sammenhængen mellem det, der sætter rammen for livet i al almindelighed, og den fundamentale meningshorisont, som man finder den i religion, uadskillelig. Det dybeste erfaringslag i mennesket forholder sig til, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan man finder mening.

Det er derfor, at alle kulturer har en tydningshorisont i religion under en eller anden form. Såfremt den forsøges fjernet, erstattes den af noget andet, bevidst eller ubevidst. Nihilisme findes ikke i andre former end psykopati.

Således er vi i de seneste 100 år havnet i en religiøs dyrkelse af mange forskellige ting; individet, demokratiet, rationalitet, totalitarisme, klimakamp osv.

Helt ned på børnehaveniveau klinger det hult: ”Du er god nok, som du er.” ”Du behøver ikke ændre dig.” ”Du er fundamentalt i orden.” ”Alle omkring dig skal kunne rumme dig som netop den, du er.” ”Du skal tro på dig selv.”

Selv kirken har taget det til sig og siger til de unge ved konfirmationen: ”Du behøver ikke tro på Gud – han tror på dig.” Somme tider kan man spekulere på, om de voksne siger det for børnenes eller deres egen skyld for at opretholde illusionen, livsløgnen.

Så hvad er det for en gang sludder, vi er endt i? Hvem er god nok, som de er? Hvad mener man overhovedet med det? Hvis man mener, at mennesket i sit væsen blot er godt, er man enten fuldstændig naiv eller blind mod bedre vidende.

De seneste 100 år burde have lært os, at ethvert menneske under de givne kår rummer såvel den smukkeste selvopofrelse som den grimmeste ondskab.

Man skal ikke bilde sig ind, at det var særligt onde mennesker, der var vagter ved koncentrationslejrene i Tyskland eller i Gulag’erne. Det var ikke en særlig race af nedrige og sadistiske væsener, der under Mao slagtede dem, der ikke passende ind i systemet. Det var skotøjshandleren, frugtsælgeren, læreren, bonden, soldaten.

Menneskedyrkelsen ender alt for ofte i det, som er menneskets svagheder. Her hjælper hverken demokrati eller rødglødende idealisme.

Vi er nødt til at holde op med at dyrke den åbenlyse livsløgn, at mennesket bare er godt og kun vil det gode og i sidste ende passer som fod i hose i fællesskabet med andre mennesker. Ingen hjælpes af en løgn, uanset hvor ofte den gentages. Nej, det gode skal fremelskes, læres, dyrkes, næres, og det onde skal bekæmpes, afvises, skæres væk og sultes.

Hvis man ukritisk dyrker selvet, ender det ikke pr. automatik i den mest vidunderlige løsning. Visse sider af den enkelte er gode og giver gode resultater, men det er sandelig ikke alle aspekter, der er gode, eller som vil det gode, hvad det så end er.

Uanset om man tror på, at Jesus opstod fra de døde, kan man ikke bestride, at det kristne tankesæt i sin essens forholder sig til dette; mennesket kan ikke redde sig selv og verden. Mennesket rummer både det gode og det onde. Såvel det, der rækker ud til sin næste, den svage, den lidende, som det, der kun tænker på sig selv, og endda det, der vil skade andre.

Skal man så sige til børn, at de ikke er gode nok? Nej, ikke nødvendigvis, men i sin essens skal børn – og alle vi andre for den sags skyld – holdes fast på, at det er menneskelivets meningshorisont at stræbe efter det gode, og at det koster blod, sved, tårer og ofre at gå denne vej.

Men vejen giver mening og er båret sandhed. Og det er noget helt andet end ”du er god nok” og dens fætter ”vi skal bare have det godt”.