Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nej, danskerne svigtes, når EU tales ned

Det bliver dyrt økonomisk og i forhold til frihed og tryghed, hvis vi ender i samme umulige situation som Storbritannien.

Linea Søgaard-Lidellkandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, København Ø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Brexit means brexit.« Premierminister Theresa May vaklede ikke, da hun overtog premierministerposten i Storbritannien efter brexitafstemningen og dermed arvede ansvaret for at forhandle hendes land ud af EU.

Men nej, Theresa May, tre år efter ved endnu ingen, hvad et britisk exit vil betyde eller indeholde. Premierministeren ved det ikke, og ingen andre ved det – først og fremmest, fordi brexit-tilhængerne byggede deres kampagne på en række løgne om, hvad EU koster briterne.

De havde dengang ikke noget realistisk bud på, hvordan man dækker det hul i den britiske statskasse, der kommer, hvis man forlader samarbejdet, og det har de heller ikke i dag. Der er kaos på den anden side af vandet, og det kommer til at koste det britiske arbejdsmarked og erhvervsliv dyrt.

Alligevel fremturer Dansk Folkeparti med hæderkronede profiler som Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt med et ønske om en dansk kopi af den tragedie, der udspiller sig i den tidligere storslåede britiske union.

Er det at passe på Danmark? Ikke i min bog. Det er farligt. Og det bliver dyrt – både økonomisk og i forhold til den frihed og tryghed, danskerne oplever i hverdagen – hvis vi med ”hjælp” fra Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt ender i samme umulige situation som Storbritannien.

Dansk Folkepartis EU-kurs har allerede kostet danskerne dyrt, når det gælder vores tryghed og frihed.

DF overhørte det danske politi og ”hjalp” de internationale kriminelle til bedre vilkår i Danmark, da man anbefalede at stemme nej til opgøret med det gamle retsforbehold.

Når DF'ere på den ene side siger, de vil ud af den union, som har sikret så stort et bidrag til statskassen, og de på den anden side siger, at de er et velfærdsparti, ja, så klinger det lidt hult i mine ører.

Nu står de danske betjente uden de samme digitale muligheder i det europæiske politisamarbejde, når man skal søge hurtigt efter oplysninger på kriminelle personer eller aktiviteter i Danmark. Som sagt: Det svækker danskernes politi – og det gør det lettere for kriminelle at drive deres aktivitet i Danmark. Hvem har fordel af det? Ikke danskerne i hvert fald.

EU er ikke perfekt, men det er vores stærkeste redskab til at sætte et positivt aftryk på vores omverden. Det kan Danmark ikke alene, men det kan vi, når vi sidder med ved bordet i forhandlingerne, og når vi står sammen med de andre europæiske lande. Og EU har godt nok tjent os godt.

Danmarks bnp er 5 pct. højere, end det ville have været, hvis vi stod uden for EU’s indre marked. Det er 100 mia. kr. større, end hvis vi blot handlede efter almindelige internationale frihandelsprincipper.

Så når DF’ere på den ene side siger, de vil ud af den union, som har sikret så stort et bidrag til statskassen, og de på den anden side siger, at de er et velfærdsparti, ja, så klinger det lidt hult i mine ører.

For hvordan skal vi sikre et bedre sundhedsvæsen, en bedre folkeskole og en bedre pleje af vores ældre medborgere, hvis vi får et markant fattigere samfund? Det står vist hen i det uvisse.

Vi bliver ikke mindre af internationalt samarbejde. Tværtimod vinder vi både indflydelse og bliver rigere af det.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.