Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Marokkanske indbrudstyve og Said Mansour skal hjem nu

Det er uholdbart, at 13-årige marokkanere rejser rundt og begår kriminalitet, uden at de europæiske lande kan gøre andet end at hæve pegefingeren og sige fy.

Peter Skaarupformand for Dansk Folkepartis folketingsgruppe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var faktisk ikke for sjov, at DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, og undertegnede forleden krævede, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle tage sagen om den såkaldte boghandler fra Brønshøj, Said Mansour, op med de marokkanske værter, når statsministeren – på trods af opfordringer til at blive hjemme – alligevel valgte at rejse til Marokko for at underskrive FN’s migrationspagt, den såkaldte Marrakesh-erklæring.

Det var helt alvorligt ment.

For den udvisningsdømte Said Mansour er bare én af flere marokkanere, der bør sendes hjem, når forudsætningerne for deres ophold her i landet er ophørt.

Hvis statsministeren mener det, han sagde fra Folketingets talerstol, må man gå ud fra, at han og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg arbejder i døgndrift for at få sendt de alt for mange kriminelle udlændinge, der opholder sig uretmæssigt i Danmark, hjem. Og der er desværre nok at tage fat på.

Vi var således mange, der blev både vrede og forargede over artiklen i Berlingske i november, hvor ægteparret Ebbe og Bente i Nordsjælland fortalte om den 13-årige marokkanske indbrudstyv, der blev taget på fersk gerning i deres stue.

Nordsjællands Politi kunne ikke gøre meget andet end at køre den 13-årige til Røde Kors’ asylcenter i Allerød, hvor den 13-åriges to marokkanske venner også opholdt sig. Men hvad laver 13-årige marokkanske indbrudstyve overhovedet i Danmark?

Almindelige, lovlydige borgere i det her land skal vide, at der er en konsekvens for at begå kriminalitet – også når gerningsmanden er mindreårig.

Problemet for de danske myndigheder er, at mindreårige som de 13-årige marokkanske drenge ikke kan varetægtsfængsles og sendes igennem det almindelige retssystem. De kan end ikke blive sendt til en lukket institution, fordi mindreårige udlændinge, der begår kriminalitet her i landet, falder uden for det gængse retssystem.

Det skal vi selvfølgelig have lavet om. Det er jo helt uholdbart, at 13-årige marokkanere rejser rundt og begår kriminalitet på deres turné gennem Europa, uden at de europæiske lande kan gøre andet end at hæve pegefingeren og sige fy.

Dansk Folkeparti har fået megen kritik for at foreslå at sænke den kriminelle lavalder – fra 15 år til 12 år – og det er jo netop for at kunne hamle op med den slags ”forbrydere” som de 13-årige marokkanske drenge, der begik indbrud hos Ebbe og Bente.

De skal ikke smides i fængsel med voksne kriminelle, men almindelige, lovlydige borgere i det her land skal vide, at der er en konsekvens for at begå kriminalitet – også når gerningsmanden er mindreårig. Og udover at de mindreårige kriminelle skal dømmes, så de forstår, at de groft har overtrådt dette lands love og almindelig god opførsel, så skal de selvfølgelig sendes hjem omgående.

Jeg glæder mig over, at der ifølge regeringen faktisk er et godt samarbejde med Marokkos regering om at tage imod disse mindreårige landevejsrøvere, som skaber utryghed ikke bare i Danmark, men i hele Europa.

Nu mangler vi bare, at den marokkanske regering får samlet sig sammen til at sikre, at Said Mansour kommer hjem. Og hvis markeringerne i Marrakesh-erklæringen, at landene skal tage imod egne borgere, står til troende, skulle det jo ingen sag være at sende Mansour og andre på et fly med destination Marokko.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.