Den kristne kultur er gemt væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk Folkeparti og regeringen har besluttet at anbringe specielle grupper af udlændinge på en nærmere bestemt ø. Hvem gavner det? Hvad tror man, det kan udrette for de tidligere kriminelle, der allerede har udstået deres straffe?

Bliver de bedre eller nyttigere samfundsborgere? Bliver de billigere i drift? Er det sådan, de bedst oplever vores demokrati? At de stærke udnytter magtesløsheden? Fordi de er anderledes end os her i andegården?

Og – hvis vi skal acceptere den almindelige politiske købslåen – betyder det så, at man vil mildne i den anden ende, altså få de allerede skadede børn og deres nedbrudte forældre ud af flygtningelejrene? Er det det, Socialdemokratiet har foreslået, når de siger, at de skal arbejde og integreres og bo i almindelige boliger uden for lejrene? Dem, der nu engang allerede er her?

Usikkerheden og udsigtsløsheden, som er det, der nedbryder både børn og voksne, er der ingen af parterne, der taler om. Tværtimod skal de aldrig vide sig sikre på, hvornår mere eller mindre kyniske politikere beslutter, at nu er der sikkert nok i deres hjemland.

Og man skal ikke tro, at man kan gøre sig fortjent til ophold ved at være medlem af foreninger, træne fodbold, tale flydende dansk – ja, ikke engang hvis man besidder de færdigheder, vi efterspørger i vores mangel på arbejdskraft.

Hvordan er det kommet så vidt med os, at vi ikke betragter mennesker med en anden hudfarve eller religion eller kultur som vores medmennesker? Har vi glemt, hvad det førte til? Jeg er gammel nok til at huske det.

Og betyder vores kristne kultur ingenting? »Thi dit er riget, magten og æren« beder vi i vores Fadervor, den bøn, de fleste af os kan. Riget og magten kan uden videre parallelliseres til det politiske liv. Men ”æren”? Hvad blev der af den? Og »hvad I gør mod en af disse mine mindste små, gør I imod mig«?

Måske er vi kommet så langt ud, fordi de fleste af os intet kompas har i en tro på noget højere end os selv. Så er det, magten bliver uhyggelig. Mennesket er jo det mest grusomme dyr, fordi vi kan tænke, og enhver har både det gode og det onde i sig.

Derfor er fadervor så brugbart: »Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.« Handler det ikke om det onde i os selv? Er det ikke det, enhver religion prøver at styre? Og hvad med den sunde fornuft?

Den mangenavnede portugisiske forfatter Pessoa siger det helt almindeligt og hverdagsagtigt:

»I denne verden lever vi alle om bord på et skib, der er stået ud fra en ukendt havn, og som er på vej til en havn, som vi ikke ved noget om; vi må vise hinanden lidt venlighed under rejsen.«