Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Brug for mere konkurrence på taxakørsel

Laura Lindahlfolketingsmedlem for Liberal Alliance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jul og nytår er inden længe over os sammen med julefrokoster. Det giver behov for flere taxature, og den anledning bruger nogle taxaselskaber til at sætte prisen betragteligt op. Det kan de gøre som følge af den nye taxalovgivning, og det er helt i tråd med, hvordan markedet fungerer.

Flere vil køre med taxa på nogle udvalgte tidspunkter – prisen sættes op på de udvalgte tidspunkter. Sådan skal det være, og det er blot et af de punkter, hvor den nye taxalovgivning er bedre end den gamle.

Desværre ville Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i forbindelse med taxaaftalen ikke være med til at åbne for alternative kørselstjenester som f.eks. Uber. Havde vi haft Uber i dag, havde der været større konkurrence om prisen, og der havde været en bredere dækning.

Jeg bliver som spidskandidat i Sjællands Storkreds lidt træt, når nogle kækt siger: »Jamen, så kan man da bare tage metroen«. Ja, hvis man bor mellem lufthavnen/Vestamager og Vanløse, men for alle, der bor bare lidt uden for København, er det et problem med højere taxapriser og manglende alternativer til den traditionelle taxabranche.

Jeg synes, at de to partier, der normalt slår sig meget op på omtanke for yderområderne, har et blindt punkt her, når man ikke engang formår at se længere end til hovedstadsområdet. Uber eller lignende kunne være en rigtig god løsning flere steder i landet, hvor det måske ikke kan svare sig at drive traditionel taxavirksomhed, men hvor behovet stadig er der.

Lad os få endnu mere marked og konkurrence på området. Det vil gavne forbrugerne – særligt dem, der ikke bare kan hoppe i en metro.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Uber