Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Ved vi nok om kvaliteten i vuggestuer og børnehaver?

Danske børn bruger de fleste af deres vågne timer i dagtilbud, fra de er ca. 10 måneder gamle, til de starter i skole som seksårige. Tager vi børnenes tid i dagplejen, vuggestuer og børnehaver alvorligt nok?

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Det er ikke kun i Danmark, at den tidlige indsats for de 0-6-årige i de senere år har fået stigende interesse fra politikere, embedsmænd, videns- og forskningsinstitutioner og fonde. Både i England, Norge og flere andre lande er der stor interesse for, hvad tidlig indsats egentlig kan gøre for det enkelte barns muligheder senere i livet. Meget forskning både herhjemme og i udlandet viser, at barnet i de allerførste år kan udvikle sig rigtig meget, såfremt de rette forudsætninger som stimuli, tryghed, kontakt til mor og far osv. er til stede.

Trods stor opmærksomhed på de små børn herhjemme er andre lande gået mere helhjertet og systematisk ind i tidlig indsats-dagsordenen end os. Det gælder f.eks. Norge. For ca. 10 år siden stod nordmændene i en situation, som minder om den, vi i dag står i. På den ene side var de nysgerrige på den tidlige indsats, mens de på den anden side manglede viden om, hvilken kvalitet deres dagtilbud egentlig havde.

Den viden er vigtig, hvis man vil foretage nye investeringer i området. For hvad er vi allerede gode til – og hvad skal vi styrke? Og hvor er der behov for at nytænke og udvikle?

Med en bevilling fra det norske forskningsråd søsatte et forskerhold i Norge derfor det såkaldte GoBaN-forskningsprojekt. Det står for Gode Barnehager for Barn i Norge, og et stort antal forskere fra Norge, Holland og England er i disse måneder ved at lægge sidste hånd på projektet.

Forskningsprojektet omfatter 1.200 børn, som følges fra de er to år gamle og ca. fire år frem. Målet er at få viden om, hvordan børns psykologiske udvikling og læring påvirkes af en række forhold i og omkring daginstitutionen. Det gælder f.eks. interaktionen mellem voksne og børn, samværet børnene imellem samt en række strukturelle faktorer som gruppestørrelser og organisering i institutionen og dennes betydning for børnenes udvikling.

Lad os omsætte den store interesse for de små børn i flere investeringer i området.

Målet med projektet er at blive bedre i stand til at karakterisere pædagogisk praksis i institutioner som enten høj- eller lavkvalitetsdagtilbud. At få mere viden om sammenhængen mellem kvalitet i institutionen og børnenes sociale, emotionelle og kognitive udvikling. Og at give de professionelle et selvevalueringsværktøj at reflektere ud fra egen praksis over. Samlet set munder projektet ud i en kortlægning af kvaliteten i norske børnehaver.

Selv om vi kender nogle af de foreløbige resultater, er det ikke vores ærinde at beskrive dem her. Lad os vente til forskerne selv præsenterer projektet om et par måneder – også her i Danmark i forbindelse med KL’s Børn & Unge Topmøde.

I stedet vil vi hellere stille følgende spørgsmål: Hvad skal der til, for at vi kan få et lignende vidensgrundlag i Danmark? Hvad skal vi vide mere om, og hvad skal vi præcis satse på, hvis vi ønsker, at flere børn skal have en god start på livet? Vi har ikke god nok indsigt i sammenhængen mellem effekt og indsats – og det kan denne type af viden give.

Tænketanken DEA gennemførte i foråret en politisk analyse af tidlig indsats-området, som viste, at der blandt politikere og topembedsmænd i kommunerne er stor interesse for småbørnsområdet. Men kilderne pegede på, at kvalitetsdiskussioner i dagtilbuddene ofte alene kommer til at handle om enten normeringer eller for og imod test af små børn. Og udtrykte samtidig ønske om mere viden om investeringsmuligheder og tilhørende effekter på kvaliteten i dagtilbuddene.

En direktør i en mellemstor kommune formulerer det sådan i analysen:

»Meget af den forskning, der kommer, har skolen som omdrejningspunkt. Jeg ser ikke meget forskning, der omhandler den gode kvalitet i daginstitutionen, men jeg ser meget, der handler om skolen. Forskningen hjælper os simpelthen ikke nok, når det handler om tidlig indsats.«

I det lys vil et dansk kvalitetsprojekt have tre store fordele: For det første vil det give os et langt bedre, mere nuanceret og fælles afsæt for at tale om og vurdere kvaliteten i de pædagogiske tilbud, som vi giver til de yngste. I Danmark taler vi ofte om kvalitet forstået som input i form af f.eks. normeringer og personalets uddannelsesniveau eller som output i form af sprogudvikling og alder ved skolestart. Men vi har langt vanskeligere ved at tale om kvaliteten i form af den pædagogiske praksis, børnene møder i hverdagen. For det andet kan vi med et mere sikkert fundament af viden tage en debat om, hvilke kvalitetsparametre, vi mener, er mest hensigtsmæssige i en dansk sammenhæng, og samtidig vide, hvor godt eller skidt vores udgangspunkt er. Og for det tredje vil det give et stærkt udgangspunkt for at tage fat dér, hvor udfordringerne og mulighederne for forbedring af kvaliteten er størst.

Lad os omsætte den store interesse for de små børn i flere investeringer i området. Et godt sted at starte er mere praksisnær forskningsmæssig viden. Den stærke konsensus, der har kendetegnet arbejdet med udvikling af dagtilbud indtil nu, er et stærkt afsæt for at tage de næste skridt sammen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.