Pædagoger er mine hverdagshelte, men de var der ikke den dag, min søn forlod børnehaven og drog på eventyr

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er med en stor knude i maven, at jeg tænker tilbage på den hændelse, der fandt sted i min søns børnehave for lidt over en måned siden. Det var en tirsdag, og midt på dagen fik min søn og to af hans legekammerater pludselig en god idé. Impulsivt besluttede de tre drenge sig for at forlade børnehaven for at tage hjem til mine forældre, hvor min søn har en kanin. Planen var at glæde kaninen med mælkebøtteblade, som de skulle plukke på vejen derhen. Drengene er også umådeligt begejstrede for mariehøns og planlagde også at finde et par af disse på vejen hen mod mine forældres hus og den sultne kanin.

For at kunne forlade børnehaven skulle de tre drenge igennem tre døre. To af disse stod åbne, og den tredje fik min søn åbnet ved at stable et par mælkekasser oven på hinanden og kravle op på dem. Og så var drengene ellers af sted på eventyr.

På vejen over til mine forældres hus krydsede de en vej, hvor der både kører biler, og en enkelt bus i timen har også sin rute der. Drengene nåede deres destination, og kaninen fik sine mælkebøtteblade. Herfra lagde de så en ny plan for, at de ville besøge en fjerde legekammerat fra børnehaven og hente lidt slik hjemme fra ham. Men førend de nåede at drage videre, sluttede turen for de tre eventyrlystne drenge.

Min søster var tilfældigvis – og heldigvis – hjemme hos mine forældre den dag. Hun fik et chok, da hun så de tre børnehavebørn løbe rundt ude i haven, og efter at have spurgt ind til deres forehavende forstod hun, at de havde forladt børnehaven på egen hånd.

Med alvorlig mine over for drengene fik hun fortalt dem, at man altså ikke må forlade børnehaven, og at der nu er en række bekymrede pædagoger, der løber rundt og ikke kan finde dem. På vejen retur til børnehaven forstod drengene stadig ikke alvoren af situationen – herregud, de er mellem tre og fem år gamle. De talte stadig om kaninen og deres mariehøns. En af drengene tabte sin mariehøne, da de krydsede vejen tilbage til børnehaven, og satte sig grædende ned midt på vejen. Min søster fik ham på benene igen og gennede børnene tilbage til børnehaven.

På det tidspunkt havde børnene været på eventyr på egen hånd i 20-30 minutter, men der var ikke en levende sjæl, der havde opdaget, at drengene havde været væk.

Se, man kan jo betragte det som en rigtig sød historie om tre drenge, der lagde en plan. Og som succesfuldt lykkedes med at føre planen ud i livet.

Men i min reaktion på hændelsen er jeg først og fremmest forælder. En forælder, der ikke kan lade være med at tænke på, at historien kunne være endt på en helt anden og tragisk måde. Der kunne være sket en ulykke, da drengene krydsede vejen. De kunne være faret vild. De kunne være nået frem til et tomt hus og så have begivet sig videre, uden at nogen havde opdaget dem. Eller de kunne netop være blevet opdaget, men af nogen, der ikke ville dem det godt.

Og hvordan ville jeg egentlig have reageret, hvis telefonopkaldet om, at min søn var væk, var kommet fra børnehaven og ikke fra min søster, efter at hun havde fundet drengene? Jeg kan blive helt ramt af panik, når jeg tænker tilbage på den dag. Men også af magtesløshed og vrede.

Her er det mig bydende nødvendigt at understrege, at jeg er glad for de pædagoger og voksne, der dagligt er der for min søn, når hverken jeg eller hans far er der. Og jeg kan ikke pointere kraftigt nok, hvor stor en respekt jeg har for personalet i daginstitutionerne – I gør et vidunderligt, stort stykke arbejde, og I er hverdagens helte for mine børn og for min familie.

Den konkrete hændelse i min søns børnehave blev taget alvorligt, og en række foranstaltninger blev lynhurtigt iværksat. Men én ting kom aldrig rigtig på tale: normeringer. Man må forstå, at det er en givet størrelse og ikke noget, man kan skrue på.

I mine øjne er der dog en helt klar løsning: minimumsnormeringer vedtaget af Folketinget. Og det kan kun gå for langsomt.

Sidste weekend gav pædagogen Malene Seest Holmqvist på Jyllands-Postens debatsider udtryk for en bekymring for forældrenes reaktion og ikke mindst konsekvenserne af, at en pædagog oplyser om en potentielt skadelig situation pga. dårlige normeringer. Hun ønskede sig et stærkere samarbejde med forældrene, så der i fællesskab kan kræves bedre vilkår og udviklingsmuligheder i daginstitutionerne.

Jeg er med dig, Malene. Fortæl os forældre om jeres hverdag, så vi kan kæmpe side om side med jer for en bedre normering. Minimumsnormeringer vil sikre ordentlige arbejdsvilkår for personalet og en hverdag med mere overskud og arbejdsglæde. Det vil sikre bedre trivsel og større omsorg for vores børn. Og så vil det ikke mindst give større tryghed hos forældrene. Minimumsnormeringer er en nødvendig og holdbar løsning, der kommer alle til gavn.

Og vi skal faktisk ikke længere væk end til Norge, hvor politikerne i Stortinget har besluttet, at der senest fra august næste år skal indføres minimumsnormeringer i alle landets daginstitutioner. Norge har samtidig vedtaget et minimum for andelen af uddannede pædagoger i norske børnehaver. I Danmark har vi hverken minimumsnormeringer eller minimumsstandard for andelen af pædagogisk personale – og det er ganske enkelt ikke holdbart i et land, hvor børnene er vores råstof, og hvor investeringer i vores børn er investeringer i fremtiden.