Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Industrielt kødlandbrug er ikke klimavenligt

Kristian Slothlandbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace
Lena Rohnfødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Svinedyrlæge John Haugegaard hævder i Jyllands-Posten 20/11, at industrielt landbrug er klimavenligt. Dyrlægen bebrejder samtidig Greenpeace og Dyrenes Beskyttelse, at vi »ønsker at afskaffe industrilandbruget«. Han skriver, at jo kortere tid et dyr er om at vokse, jo mere klimavenlig er produktionen. Derfor er industriel kødproduktion – hvor alt er lagt til rette efter lynhurtig tilvækst – efter svinedyrlægens mening “klimavenlig”.

Det er absurd at bruge ordet “klimavenlig” om industriel kødproduktion. Alene danske køer og svin står for 19 pct. af landets samlede udledning af klimagasser. Dertil kommer skadevirkninger på miljø, natur og biodiversitet.

Danmark er verdens største producent af kød per indbygger. Vores lille yndige land er også verdens mest svinetætte land per indbygger, ligesom vi er Europas mest opdyrkede land samt det EU-land med den mindste andel beskyttede natur.

Så ja, vi ser gerne et andet landbrug, der optager langt mindre areal, så der bliver plads til mere CO2-absorberende skov og vild natur. Et landbrug, hvor der er plads til, at landbrugsdyrene kan have adgang til det fri og udleve deres naturlige adfærd, og hvor de vilde dyr ikke skal vige pladsen for det industrielle landbrug.

Dansk landbrug står over for en gennemgribende omlægning fra fokus på kød til fokus på plantebaseret mad. Og hvis nogen kan gøre det, er det de dygtige danske landmænd, der gennem de seneste 100 år igen og igen har bevist deres evne til netop omstilling.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.