Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Sundhedsreform bør styrke offentligt-privat samspil

Sundhedsindustrien er en dansk styrkeposition og et af vores største eksporterhverv. Virksomheder, der leverer produkter og behandlinger til sundhedsområdet, eksporterer årligt for mere end 110 mia. kr.

Tine Roeddirektør, Dansk Industri

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen arbejder på et udspil til en omfattende reform af sundhedsvæsenet med henblik på at skabe større sammenhæng. En reform vil også påvirke den danske sundhedsindustri, som i dag er med til at udvikle og modernisere sundhedsvæsenet – til gavn for patienter i hele landet. Denne udvikling vil industrien gerne blive ved med at bidrage til.

Sundhedsindustrien er en dansk styrkeposition og et af vores største eksporterhverv. Virksomheder, der leverer produkter og behandlinger til sundhedsområdet, eksporterer årligt for mere end 110 mia. kr. Det svarer til mere end 16 pct. af den samlede danske vareeksport. Industrien beskæftiger samtidig omkring 50.000 fuldtidsansatte.

Danmark har allerede et stærkt sundhedsvæsen i høj international klasse. Det skal vi bygge videre på, men der er masser at tage fat på i en ny sundhedsreform.

Denne succes er skabt i et tæt samarbejde med det offentlige sundhedsvæsen. Et samarbejde, der dagligt bidrager til at udvikle nye produkter og behandlinger til patienter i hele verden. Industriens samarbejde med regionerne og sundhedsvæsenet har i de senere år været inde i en positiv udvikling. Der er dog fortsat behov for udvikling til gavn for både patienter, sundhedsvæsen og sundhedsindustri.

Det gælder eksempelvis behovet for at skabe stærke innovationsmiljøer, understøtte iværksættere på det sundhedsteknologiske område samt inden for forskning, kliniske forsøg og sundhedsdata. Og det gælder virksomhedernes muligheder for at afsætte deres nyeste produkter på et nytænkende hjemmemarked.

Læg dertil, at både sundhedsvæsenet og sundhedsindustrien er i fuld gang med en omfattende digital omstilling. Det er en omstilling, der indebærer anvendelse af helt nye teknologier inden for avanceret dataanalyse, kunstig intelligens og personlig medicin. Der er i den kommende sundhedsreform store muligheder i en teknologisk opgradering, hvor både sundhedsvæsenet og sundhedsindustrien har gavn af at udvikle og skabe innovation i fællesskab.

DI anerkender endvidere behovet for løbende at udvikle sundhedsvæsenet blandt andet for at skabe bedre sammenhæng for patienterne, når de udskrives fra sygehusene.

Danmark har allerede et stærkt sundhedsvæsen i høj international klasse. Det skal vi bygge videre på, men der er masser at tage fat på i en ny sundhedsreform. En af de væsentligste byggesten bør fortsat være et stadig tættere samarbejde mellem sundhedsvæsenet og industrien. Det er med til at redde liv og sikre tusindvis af mennesker i Danmark og resten af verden en bedre livskvalitet.

Et velfungerende sundhedsvæsen er samtidig en del af en samlet fortælling om Danmark som førende life science-nation. En fortælling, der vækker genklang internationalt, og som har medvirket til en stor eksportfremgang. Det har bragt kvalitetsprodukter til patienter i hele verden, og det har bidraget til øget vækst og velstand for danskerne.

Derfor er det vigtigt for patienterne, samfundet og sundhedsindustrien, at regeringens reform bygger videre på de store dele af sundhedsvæsenet, der i dag er velfungerende, og som har stået for et tættere samarbejde med industrien.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.