Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Embedsværkets spændetrøje

Kurt Charlemanpens. speciallæge, Virum

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er man berettiget skuffet over sin fejlbehandling på et hospital, kan man klage til Styrelsen for Patientsikkerhed, og så vil ens klage resultere i, at Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn vil komme med en afgørelse. Det lyder betryggende, og tillidsfuldt klagede jeg over en fejlbehandling, hvor fejlen blev begået på et hospital, hvor man overså fejlen, der imidlertid blev tydeliggjort og forsøgt rettet på et andet hospital.

Det kom til en ny skuffelse, da nævnet kun tog hensyn til det første hospitals journal i sagsbehandlingen. Formanden for nævnet, der er landsdommer, var med til at afgøre, at lægen ikke havde begået nogen fejl. Den af lægen begåede fejl og det forhold, at denne ikke havde opdaget fejlen, var jo ikke var anført i hospitalets journal.

Det kom igen til en ny skuffelse, da en anke medførte en juridisk belæring om, at alt var gået efter reglerne.

Men så skulle det være slut med flere skuffelser, for afgørelsen såvel som den anvendte procedure kan ikke indbringes til andre myndigheder. Det er fastslået fra Sundhedsministeriets side. Jo, jeg kunne anlægge et civilt søgsmål ved en domstol, som jeg ser for mig vil ende med en dyrt betalt ny skuffelse.

Jeg ser sagen som et af mange eksempler på hvordan djøf’er med deres lovgivning og magtbeføjelser lægger en spændetrøje ikke mindst over den enkelte borgers mulighed for at få en sagligt funderet dialog. Og det gælder over alt i den offentlige sektor. Embedsværket er blevet til den største magtfaktor i Danmark, hvor dets folk på hver deres måde er specialister, som kan sætte politikerne, fagfolk uanset deres specialviden og den enkelte borger skakmat.

Så i dag er vi i den situation, at man ikke skal have forventninger om at få noget, der ligner en retfærdig behandling i det offentlige regi.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.