Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Varme hænder er erstattet af kolde

Elo Aagaardfhv. spec. læge i almen medicin, vikar, Bogense

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lars Løkke Rasmussen har for nylig pralet med, at der i hans regeringstid i gennemsnit er ansat en ny læge hver dag, dog minus lørdage og søndage. Han glemmer at fortælle, at der tilsvarende er fyret sygeplejersker og sekretærer, således at antallet af ansættelser under Venstre-regeringen netto kun er fire personer.

Men hvor bliver disse fyrede personaler så af? En stor del af dem søger ud i det private erhvervsliv, på privathospitalerne, medicinalindustrien og almen praksis, hvor arbejdsforholdene er meget bedre og ikke nær så hæsblæsende belastende som i det offentlige sundhedsvæsen.

Gennem de seneste par år har man fået øjnene op for, at den massive ansættelse af djøfere og mellemledere i det offentlige er med til at ødelægge vores sundhedsvæsen og velfærd, så en del af løsningen på personalemangel – de varme hænder – på hospitalerne og hjemmeplejen kunne være at få disse oftest sundhedsuddannede mellemledere – kolde hænder – ud i det “pulveriserende” og pulserende arbejde på sygehuse og plejehjem.

Man har også indset, at den bevidstløse registrering af sundhedsdata, som foregår på sygehuse og i hjemmeplejen, er lidet produktiv og helt overflødig; hvis man fjerner denne pligt til at registrere også det overflødige, vil det ligeledes skabe tid til omsorg.

Jeg tror desværre, at den eneste måde at få gennemført forandringer i sundhedsvæsenet er, at nogle siger: nok er nok og nedlægger arbejdet – strejker. Noget, som både sygeplejerskerne har gjort, og lægerne også i fordums tid (1981) har gjort. Det medførte indførelse af 37-timers uger og mere ordnede forhold på sygehusafdelingerne.

Nu er kaos tilbage.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner