Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Måske var det på sin plads at sælge Arla

Karl Simonsenmejerileder, Lejre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP har skrevet om milliardindtægter for Arla Foods Ingredients (AFI) og de store investeringer i USA i valleanlæg. Men hvis det var så stor en forretning, hvorfor afspejler det sig så ikke på afregningsprisen til mælkeproducenterne? Der er investeret milliarder i disse valleanlæg i årenes løb. Nu er det så USA, der skal erobres for mælkeproducenternes penge.

USA svømmer i valleprotein fra både USA og Canada. Der findes enorme anlæg til forarbejdning af valle i USA. Teknologisk er de fuldt på højde med Arla, som vil bruge mælkeproducenternes penge til et projekt, som er drømme. De er op imod selskaber som Saputo Inc. i Canada, som er så velkonsolideret, at det nok kunne købe Arla kontant.

Valleproteinet havde nok været bedst til grisene, for det har medvirket til, at verden er blevet oversvømmet af mælkeprotein og dermed af lave priser.

Hvad med CO2-regnskabet? Der bruges enorme mængder energi til transport og produktion, men det hører vi ikke om. Hvis den forretning havde været så fantastisk, hvorfor er afregningsprisen så ikke svarende til, hvad det koster producenterne at producere mælken?
Der er hele tiden historier om, hvor fantastisk det går, men mælkeproducenterne har stadig store tab. Det var nok på sin plads, at man begyndte at se på, hvor alle de mange penge bliver af. Måske var det på sin plads at sælge Arla og få private til at tage over, for andelstanken er for længst forsvundet.

De fleste mælkeproducenter knokler syv dage om ugen for at holde banken og kreditforeningen fra dørene. De røde partier jagter dem. Jeg og andre har stor respekt for dem, men giv dem ordentlige forhold som andre i vores land.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.