Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Noget mere flygtigt end musik skal man lede længe efter

Lise Schweiger Blichfeldtcand.theol., Strasbourg, Frankrig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På én og samme dag hørte jeg, at den franske sanger Charles Aznavour og den danske sanger Kim Larsen var døde.

Der var en stor mindehøjtidelighed i Paris for den franske sanger. Da jeg stod og ventede på sporvognen, lød der pludselig sang ud af den højtaler, hvor man normalt kun hører oplysninger om sporvognskørslen. Det var så Strasbourgs måde at mindes en kendt sanger på. Samme aften så jeg TV Avisen på min computer og oplevede alle de mennesker, der i hele Danmark samledes for at mindes Kim Larsen.

Da jeg flyttede til Frankrig, var Kim Larsen endnu ikke begyndt at synge, så jeg kender ikke hans sange. Selvfølgelig har jeg hørt dem omtalt, især på pastoralseminariet i Aarhus, hvor der var diskussioner om, hvorvidt man kunne bruge hans sange i forbindelse med en begravelse, da mange efterladte bad om det.

I alle de år jeg har boet i Frankrig, har jeg selvfølgelig hørt nogle af Charles Aznavours sange, men jeg har altid mest været til klassisk musik. Så jeg savner ikke nogen af dem.

Musikkens evne til at samle mennesker fascinerer mig. Noget mere flygtigt end musik skal man lede længe efter. Den kan ikke hænges op på væggen som et maleri eller gemmes i en bankboks. Når først den lyder ud i æteren, er den allemandseje. Alle har lov til at huske en melodi, og ca. 300 år efter deres første opførelse kan vi stadig nynne med på Mozarts mest kendte temaer. Den lader sig ikke lukke inde bag grænsemure. Den kan samle over grænser og mellem kulturforskelle.

Jeg må nok købe en cd med de mest kendte af Kim Larsens sange, næste gang jeg er i Danmark, så jeg stadig kan påstå, at jeg er dansker. Det tog mange år, inden jeg fik mulighed for at se ”Matador”, men nu er jeg fan som alle andre danskere. Det er for mig, som bor i et andet land, vigtigt at opdatere min oprindelige kultur.