Uforståelig og kynisk udvisning af børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kom min søster hjem og fortalte, at to af hendes klassekammerater, og flere andre fra hendes skole er blevet udvist til Somalia.

Min søster kunne fortælle om, hvordan børn og lærere har fældet tårer over denne etisk fuldstændig modbydelige beslutning.

Somalia er et land præget af vold. Borgerkrigen raser stadig, og hvis man ikke har tilknytning til de rigtige klaner, så er det en ekstremt usikker hverdag, man vender hjem til.

En hverdag alle disse mennesker er flygtet fra i et håb om at opnå en bedre, og ikke mindst tryggere, fremtid for deres børn.

Derfor finder jeg det fuldstændig morbidt, at et land som Danmark, der fuldt ud er klar over, hvor mange farer, der er forbundet med at bo i det krigsramte land, kan finde på at sende uskyldige familier tilbage til et liv i konstant usikkerhed.

For blot et år siden bragte DR en artikel om, hvilke farer der er forbundet med at bo og opholde sig i landet, og når man læser om de civile tab, der hver uge finder sted i hovedstaden, om truslen fra terrorgruppen Al-Shabaab, der både står klar med voldtægt, tvangsægteskaber, børnesoldater og halshugninger og det generelle totale kaos der præger landet, finder jeg det fuldstændigt uforståeligt, at Danmark kan stå inde for disse udvisninger.

Vi har et moralsk ansvar. Et ansvar, der gør, at vi ikke bare kan sende uskyldige børn tilbage til et land, hvor det ikke engang er sikkert, de overlever året ud.